09. februar 2023
Af: Pressemeddelelse

Arlas omsætning runder 100 mia. kr.

Nyt årsregnskab fra Arla Foods viser, at koncernen i 2022 omsatte for et rekordhøjt beløb, men væksten skete primært på baggrund af inflationen. Fremgangen gjorde det muligt at betale selskabets andelshavere en historisk høj pris for mælken.

Arla Foods’ netop offentliggjorte regnskab viser, at den samlede omsætning steg med 23,2 pct. til EUR 13,8 mia., svarende til 102,7 mia. kr., sammenlignet med EUR 11,2 mia. i 2021. Væksten i omsætningen var stort set udelukkende drevet af prisstigninger. Et stagnerende udbud af mælk og en stabil efterspørgsel medførte stigende markeds- og detailpriser, hvilket bidrog positivt til stigningen.
Det gjorde det muligt for andelsselskabet at hæve acontomælkeprisen betydeligt. Den gennemsnitlige acontomælkepris steg med 40,5 pct. fra 37,0 EUR-cent/kg i 2021 til 52,0 EUR-cent/kg i 2022. Arlaindtjeningen, som er udtryk for den værdi, Arla tilfører hvert kilo ejermælk, var 55,1 EUR-cent/kg, hvilket er en stigning på 38,8 pct. i forhold til 2021.

Samtidig ligger efterbetalingen til andelshaverne på 2,2 EUR-cent per kg mælk over målet.

Højt afkast til andelshaverne
Det højere afkast var med til at lette presset på landmændene, som måtte kæmpe med skyhøje produktionsomkostninger som følge af rekordstore prisstigninger på foder, gødning og energi. Det muliggjorde også de investeringer, der var nødvendige for deres fortsatte omstilling til mere bæredygtig mælkeproduktion, så de kan nå Arlas mål om at reducere gårdenes CO2e-emissioner med 30 pct. per kilo mælk senest i 2030.
"2022 var domineret af inflation og usikkerhed for både selskabet og vores landmænd. På trods af dette udfordrende miljø leverede vi solide resultater, samtidig med at vi gjorde vigtige fremskridt inden for bæredygtighed. Som andelsselskab tog vi et historisk skridt i 2022 med beslutningen om at indføre et bæredygtighedstillæg, der binder den enkelte landmands mælkepris til bæredygtighedsinitiativer og -resultater," udtaler Arla Foods’ bestyrelsesformand, Jan Toft Nørgaard i pressemeddelelsen.

Forbrugerne skar ned
Efter to år under coronapandemien med enestående vækst for brandede produkter i detailsegmentet aftog denne vækst i 2022, da de stigende leveomkostninger ramte forbrugerne og medførte pres på hele værdikæden. Forbrugerne skiftede således både til billigere produkter og købte færre mejeriprodukter. Ved udgangen af 2022 var efterspørgslen efter mejeriprodukter i Europa faldet med cirka 5 pct. i forhold til samme tidspunkt i 2021.

Forretningsområder præget af inflation
Primært på baggrund af prisstigninger oplevede alle Arlas fire forretningsområder vækst.
For Arla Europe har historisk høj inflation medført store prisstigninger for hele det europæiske forretningsområde. Omsætningen steg med 17,4 pct. til EUR 7,8 mio. sammenlignet med EUR 6,6 mio. i 2021. Den volumendrevne vækst for brandede produkter faldt med 4,2 pct., og nogle produktkategorier og brands har oplevet betydelige fald; hele kategorien for smør og smørbare produkter blev således ramt med et fald i volumen på 7 pct. Til gengæld voksede Starbucks med 14,4 pct., Arla Protein med 48,1 pct., og Arla Pro med 20,4 pct.
Forretningsområdet Arla International øgede omsætningen med 17,2 pct. til EUR 2,5 mia. fra EUR 2,1 mia. i 2021. Udviklingen skyldtes primært prisstigninger, som var nødvendige for at imødegå de stigende produktionsomkostninger.
Hos Arla Foods Ingredients voksede volumenerne af værdiforædlet protein med 6,8 pct., hvilket medførte en omsætningsfremgang på 29,5 pct. til EUR 1 mia. mod EUR 794 mio. sidste år.
Andelen af mælketørstof solgt af Global Industry Sales steg til 23,6 pct. sammenlignet med 22,1 pct. sidste år. Drevet af markedsprisstigninger steg forretningsenhedens samlede omsætning med 45,2 pct. til EUR 2,5 mia. mod EUR 1,7 mia. i 2021. Et stærkt globalt industrisalg har været en vigtig drivkraft bag den konkurrencedygtige mælkepris til Arlas landmænd.

Co2e-reduktionerne på gårdene følger planen
Arlas programmer for reduktion af CO2e leverede de forventede reduktioner i 2022.
"De seneste år har vi fremskyndet vores bæredygtighedsindsats for at nå vores reduktionsmål for CO2e-emissioner i scope 3 senest i 2030. Efter en flad udvikling de sidste fire år har Arla-landmændene igen formået at nedbringe scope 3-udledningerne med 2 procentpoint i 2022, hvilket betyder en samlet reduktion på 9 pct. i forhold til vores referenceniveau fra 2015," fortæller Arla Foods' administrerende direktør, Peder Tuborgh.

Forventninger til 2023
Arla forventer, at inflationen og volatiliteten fortsat vil påvirke forretningen i 2023, hvor omsætningen forventes at blive på EUR 13,6-14,2 mia., en nettoresultatandel i intervallet 2,8 til 3,2 pct. og effektivitetsgevinster i intervallet EUR 55-85 mio. Gearingen forventes at ligge i intervallet 2,4-2,8.

Arla offentliggør sin års- og bæredygtighedsrapport for 2022 den 23. februar.

Nøgletal fra resultatet for 2022:
Koncernomsætning: EUR 13,8 mia.
Arlaindtjening: 55,1 EUR-cent/kg
Mælkemængde: 13,5 mia. kg
Nettoresultatandel af omsætning: 2,8 pct.
Nettoeffektivitetsgevinster: EUR 101 mio.
Gearing: 3,0

Læs hele pressemeddelelsen