Arla øger investeringer i bæredygtighed
Selskabet lancerer ny strategi med fokus på bæredygtighed, digitalisering, nye produktionsteknologier og produktudvikling. Samtidig hæves efterbetalingen til andelshaverne for at støtte deres bæredygtige omstilling.
I dag offentliggør Arla sin nye strategi, der cementerer andelsselskabets engagement i at skabe bæredygtig mejeriproduktion. I løbet af de næste fem år vil selskabet således øge sine investeringer med over 40 pct. til EUR 4+ mia. indenfor bæredygtighedstiltag, produktinnovation, kapacitetsudvidelser og digitalisering og samtidigt levere en af branchens mest konkurrencedygtige mælkepriser til sine andelshavere, fremgår det af en aktuel pressemeddelelse.
For at understøtte dette har Arla netop offentliggjort en ny konsolideringspolitik, der øger afkastet til andelshaverne til EUR 1+ mia. for at støtte deres bæredygtige omstilling. Den nye konsolideringspolitik hæver efterbetalingen til 1,5 EUR-cent pr. kg mælk i stedet for de nuværende 1,0 EUR-cent pr. kg mælk, forudsat at virksomheden opnår en årlig nettoresultatandel på mindst 2,8 pct. af omsætningen. Efterbetalingen bliver samtidig udbetalt ad to omgange i marts og september i stedet for kun én gang årligt.
"Med vores Good Growth 2020-strategi skabte vi den rigtige opskrift til at udvikle vores brands, opnå effektivitet og investere i bæredygtige tiltag på tværs af vores værdikæde, samtidig med at vi sikrede vores andelshavere en konkurrencedygtig mælkepris. Med udgangspunkt i disse resultater vil vores nye Future26-strategi løfte vores andelsselskab op på næste niveau, udvikle vores globale forretning på en ansvarlig måde for at imødekomme forbrugernes hurtigt skiftende madvaner og stigende efterspørgsel på bæredygtigt producerede mejeriprodukter samt forbedre afkastet for vores andelshavere," siger Arla Foods' administrerende direktør, Peder Tuborgh.
Arla vil gå forrest inden for bæredygtigt mejeri
I de kommende fem år vil Arla fortsat gå forrest for at skabe en mere bæredygtig mejeriproduktion på tværs af værdikæden baseret på data og samtidig øge sine forpligtelser for at opfylde Paris-aftalens mål om 1,5 grader.
I løbet af de seneste årtier har Arlas andelshavere arbejdet støt på at nedbringe deres klimapåvirkning og er i dag blandt de mest klimaeffektive i verden, idet de producerer mælk med et gennemsnit på 1,15 kg CO2e pr. kg mælk.
Arlas andelshavere har forpligtet sig til at fremskynde deres reduktion af drivhusgasser for at nå Science Based Target på 30 pct. inden 2030. I virksomheden vil Arla reducere udledning af drivhusgasserne med 63 pct. inden 2030. Det skal ske ved at fremskynde omstillingen til grøn elektricitet, fossilfri transport, gøre al emballage genanvendelig og ingen brug af ikke-genanvendelig plast i produktemballage i 2030.