Arla køber strategisk osteforretning i Mellemøsten af Mondeléz International
Handlen skal styrke Arlas position i Mellemøsten og Nordafrika markant ved at give adgang til nye produktkategorier, nye markeder og et topmoderne produktionsanlæg.
Arla Foods har indgået en aftale med den amerikanske multinationale konfekture-, fødevare- og drikkevareproducent Mondeléz International om opkøb af deres smelteosteforretning i Mellemøsten og Nordafrika som i dag er samlet under brandnavnet Kraft.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse i dag.
Opkøbet giver samtidig Arla det fulde ejerskab af et topmoderne osteproduktionsanlæg i Bahrain, som gør det muligt at udvide selskabets produktion af varemærkeoste yderligere i regionen. Mellemøsten og Nordafrika er et af de vigtigste geografiske områder i Arlas Good Growth 2020-strategi.
Siden 2010 har Arla via organisk vækst mere end fordoblet sit salg i hele Mellemøsten og Nordafrika, som er selskabets største marked uden for Europa. Det er sket gennem stærke positioner på markedet for ost under varemærket Puck, smør under varemærket Lurpak samt mælkepulver og UHT-mælk under de to varemærker Dano og Arla. Selskabet forventer, at salget inden for detailhandel og foodservice i Mellemøsten og Nordafrika når op på EUR 560 mio. i år.
"Dette opkøb åbner helt nye muligheder for os i Mellemøsten og Nordafrika. Vi har en veletableret og voksende forretning i Mellemøsten og et godt kendskab til vores forbrugere og kunder i denne del af verden. Denne handel passer derfor særdeles godt ind i vores strategi, fordi vi både kan udvide vores tilstedeværelse i kategorien indenfor varemærkede oste og sikre den lokale produktionskapacitet, vi skal bruge til vores fortsatte vækst", siger Arlas CEO Peder Tuborgh.
Nye forretningsmuligheder
Indtil nu har de fleste af Arlas produkter, der sælges i Mellemøsten og Nordafrika, været fremstillet i Europa – dog er der også lokal produktion i Riyadh i Saudi-Arabien. Arlas kapacitet for at producere smelteost er næsten fuldt udnyttet, så opkøbet, der er offentliggjort i dag, giver en længe ønsket kapacitetsforøgelse og styrker selskabets regionale produktion, så Arla kan sikre sin fremtidige konkurrenceevne i regionen gennem stordrift og rationalisering.
Tim Ørting Jørgensen, Executive Vice President for Arlas internationale forretning, siger om opkøbet: "Ved at udvide vores varemærkede produktserie og lokale produktion på én gang kan vi hurtigere og bedre skabe nye forretningsmuligheder for vores kunder. Med tiden vil anlægget i Bahrain desuden give os mulighed for at basere produktionen på højkvalitetsmælkepulver fra vores andelshavere i Europa."
Produktionsanlægget ligger i Manama, Bahrain, og har en kapacitet på mere end 66.000 tons. Det er opført i 2008, indeholder et avanceret testmejeri og har vundet flere priser for sin produktion inden for de vigtigste ostekategorier i Mellemøsten.
Handlen forventes at træde i kraft ved udgangen af maj 2019. Yderligere detaljer om aftalen oplyses ikke.
Vil du vide mere?
DMK skal producere mozzarella for Arla
Arla har indgået et samarbejde med Tysklands største mejeriselskab, DMK.
Hybriddrik skal styrke Arla på et trængt svensk mælkemarked
Arlas blandingsprodukt ’Laktosfri Mjölk- & Havredryck’ skal løse to udfordringer. Dels skal drikken sikre koncernen terræn i Sverige, hvor forbruget af mælk er faldet 10 pct. på to år, dels skal den tilfredsstille svenskernes behov for ’rene’ produkter.