Arla-direktør stopper
Astrid Gade Nielsen forlader posten som øverste kommunikationsdirektør i Arla. Hun afløses af Nick Hindle, der kommer fra en tilsvarende stilling i McDonald’s britiske organisation.
Efter mere end 25 år i selskabet forlader Astrid Gade Nielsen posten som øverste kommunikationsdirektør i Arla. Ifølge en pressemeddelelse fra Arla har Astrid Gade Nielsen på det seneste været med til at ’udvikle en ny strategisk retning for Arlas kommunikation og organisation, og konklusionen på den proces har været, at hun sammen med Arlas øverste ledelse er blevet enige om, at rollen som øverste kommunikationsansvarlig i Arla får en mere international profil i de kommende år’.
Afløseren for Astrid Gade Nielsen er udpeget. Det bliver Nick Hindle, som kommer fra en stilling som Senior Vice President med ansvar for kommunikation i den britiske del af McDonald’s Restaurants koncernen og en række kommunikationsjob på europæisk niveau.
Han forventes at begynde sit job i Arla i september måned. Rollen vil fortsat referere til Arlas koncerndirektør for HR og Corporate Affairs.
Læs mere: Arlas pressemeddelelse