AKAFA bruger nu varmepumpe til spraytørring
På pulveranlægget AKAFA i Svenstrup har Arla Foods overvundet en svær udfordring: Spraytørringsprocessen foregår nu ved varmepumper i stedet for naturgas.
For første gang har Arla Foods installeret elektrisk varmepumpeteknologi på et mælkepulveranlæg. I dette tilfælde på AKAFA i Svenstrup. Det fortæller Arla i en pressemeddelelse.
Selvom Arla allerede bruger varmepumper på flere mejerier, er det første gang, teknologien er skaleret til at opfylde de mere krævende krav ved spraytørring. Ændringen reducerer de årlige udledninger med mere end 1.500 tons CO₂.
“Dette er en milepæl i reduktionen af udledninger fra vores forsyningskæde. Spraytørring har længe været en af de mest udfordrende processer at elektrificere, og ved at knække den udfordring tager vi et banebrydende skridt mod et mere bæredygtigt mejeri,” siger Line Brandt Pedersen, direktør for bæredygtighed i forsyningskæden hos Arla Foods.
“Med de gode resultater vi ser, vil vi nu undersøge potentialet for at udrulle teknologien bredere på tværs af vores produktion,” siger Line Brandt Pedersen.
“Elektrificering af vores forsyningskæde er uden tvivl en vigtig del af at nå vores mål. Det kræver innovativ teknologi, opkvalificering af vores medarbejdere og selvfølgelig investeringer, men som varmepumpen på AKAFA viser, kan bæredygtighed og performance gå hånd i hånd,” siger Line Brandt Pedersen.
Om spraytærring
Spraytørring, som bruges til at fremstille mælkepulver, er en af de mest energiintensive processer i mejeriproduktion.
At omdanne flydende mælk til pulver kræver temperaturer på et niveau, hvor de fleste elektriske varmepumper ikke kan levere stabil ydeevne.
I modsætning til konventionelle elektriske varmepumper, der bruger damp eller vand til opvarmning, anvender den nye varmepumpe på AKAFA CO₂ til både opvarmning og afkøling. Det muliggør effektiv drift selv ved de høje temperaturer op til 120 grader Celsius. Sammenlignet med tidligere leverer den nye varmepumpe en reduktion i udledninger på mere end 1.500 tons CO₂ om året.
Arla Foods har et Science Based Targets Initiative-godkendt mål om -63% i scope 1+2 inden 2030 sammenlignet med 2015. Indtil videre har mejerikoncernen opnået en reduktion på 37 procentpoint, og investeringer i energieffektivitet og elektrificering forventes at levere yderligere 18 procentpoint mod målet.
Arla Foods oplyser, at selskabet i de seneste år har investeret mere end DKK 600 mio. i at elektrificere sine mejerier i Danmark, og yderligere projekter i Storbritannien og Tyskland er også i gang.