17. april 2020

Oplev økodag hjemme fra sofaen

Søndag den 19. april lukkes de økologiske malkekøer på græs, og det kan hele Danmark følge med i live på nettet fra kl. 11:30. På grund af Coronakrisen bliver årets økodag afviklet uden tilskuere ude på gårdene.

Økodag har for længst etableret sig som en årlig udflugt, hvor børn, forældre, bedsteforældre og andet godtfolk drager på landet for at opleve de økologiske malkekøer blive lukket på græs en søndag i april. Sidste år trak arrangementet godt 200.000 gæster fordelt på 59 gårde over hele landet.

På søndag den 19. april lægges der op til endnu en runde af den populære begivenhed, men på grund af Coronakrisen bliver det uden de mange gæster, som traditionen tro stuver sig sammen foran stalddørene og langs markerne for at se og høre flokken af køer, der spurter ud på det grønne græs. I stedet bliver der rig mulighed for at alle interesserede kan følge de forårskåde køer hjemme foran skærmen, da Økodagen i år bliver transmitteret live på arrangementets hjemmeside og Facebookside.

Showet starter kl. 11:30, hvor TV-værterne Anders og Katrine fra DR Ramasjang byder velkommen til malkekvægsbedriften Sommerbjerggård ved Ejstrupholm. I løbet af dagen bliver der desuden klippet til livesending fra yderligere tre medvirkende gårde ved henholdsvis Kolding, Vildbjerg og Vorbasse.

Fokus på dyrevelfærd

”Publikum er med på første parket til Økodag,” siger Michael Langberg, markedschef i Økologisk Landsforening. ”Så selvom man ikke kan møde fysisk op i år, er der mulighed for at få hele oplevelsen for fuld udblæsning og måske endda får endnu mere ud af sit besøg foran skærmen.”

Allerede nu kan publikum selv varme op til Økodag på hjemmesiden økodag.dk, hvor man kan blive klogere på de økologiske køer og spille Quiz & Ko.

”Økodag handler om at sætte fokus på dyrevelfærd og formidle, hvordan man som forbruger også er med til at støtte naturen og biodiversiteten, når man køber mælk fra økologiske køer. Under normale omstændigheder er der udstillinger og dialog på Økodag-gårdene, men i år har vi flyttet den del online,” forklarer Michael Langberg og tilføjer, at den viden, som ligger online, lever videre efter Økodag.

Økodagen arrangeres af Økologisk Landsforening og mejeriselskaberne Arla, Thise Mejeri, Them Andelsmejeri, Naturmælk og Øllingegård.

Her sendes Økodag live

Økodagens hjemmeside
Facebooksiden I love Øko
De medvirkende mejeriers sociale medier.

Vil du vide mere?