26. marts 2020

Mejerier: Fokus på omstilling og smittefri ansatte

I takt med at landets kantiner og restauranter er lukket ned, har mejerierne haft travlt med at omstille produktionen til et øget salg i detailbutikkerne. Den største udfordring lige nu er dog at skærme de ansatte mod at blive smittet med Corana-virus.

”Vi har rigtig travlt, men har samtidig skærpet vores fokus på at holde folk smittefri. Det er altafgørende for os at passe på de medarbejdere, der arbejder i produktionen, på lagrene og med transporten, så vi fortsat kan forsyne danskerne med mejeriprodukter.”

Med disse ord opridser Arlas pressechef Åse Andersson den aktuelle situation for landets største mejeriselskab i den igangværende Corona-krise.

Og billedet går igen hos en række af de øvrige danske mejerier: De seneste par uger har der været usædvanligt travlt med at omstille produktion og leverancer til et regulært salgsboom i detailhandlen, i takt med at skoler, daginstitutioner og en lang række arbejdspladser lukkede ned og sendte danske familier hjem.

Adskillige mejeriselskaber – især dem, der producerer drikkemælk - oplevede i forrige uge en fordobling af salget i forhold til en almindelig dag. I nogle tilfælde har man solgt markant mere end på den travleste dag i julen eller i påsken.

Parallelt hermed melder et bredt udsnit af mejerierne om et mærkbart fald i leverancerne til foodservicesektoren som følge af lukning af kantiner og restauranter.

Salget til detailhandlen er siden de meget hektiske dage faldet en smule, men ligger dog fortsat over normalt niveau, lyder meldingen fra flere mejerier.

Vigtigt at opretholde forsyningskæden

Samtidig med at mejerierne har haft forrygende travlt med at omstille produktion og distribution til nye forbrugsmønstre under Coronakrisen, har man ligesom hos Arla haft ekstra fokus på at holde alle medarbejdere i forsyningskæden smittefri.

”Mens andre erhverv har været nødsaget til at lukke ned under Coronakrisen, har vi i mejeribranchen og resten af fødevareerhvervet fået lov til at forsætte produktionen for at kunne sikre forsyningen af fødevarer til danskerne. Det er et privilegium, men også et stort ansvar. Jeg er glad for at kunne konstatere, at alle – lige fra mælkeproducenter, tankbilschauffører, mejerister og mejeriarbejdere til ansatte i distributionen – har knoklet løs for at leve op til det ansvar. Og at man naturligvis gør sit yderste for at holde sig selv og kollegerne smittefri. At så mange som muligt forbliver raske, er alfa og omega, hvis vi skal kunne fortsætte de stabile forsyninger af mejeriprodukter til forbrugerne,” siger Mejeriforeningens formand Steen Nørgaard Madsen.