13. maj 2020

Kæmpe interesse for Mejeriernes Skolemælkslegat

354 skoler over hele landet søgte om støtte til sjove og kreative projekter, der fremmer sundhed, læring og fællesskab for eleverne.

Kængurustylter, en vandglidebane, waders og fiskestænger, bugtalershow, et hønsehus med rugemaskine, legepatrulje og løbehjul er blot nogle af de mange gode projekter, der nu kan realiseres rundt om på 30 af landets skoler – takket være en økonomisk håndsrækning fra Mejeriernes Skolemælkslegat, der udloddes to gange årligt af Mejeriernes Skolemælksordning.

Legatet er indstiftet for at støtte projekter og aktiviteter, der fremmer fællesskab, sundhed og læring gennem leg og aktiv deltagelse for eleverne på de danske skoler – eller på godt dansk: tiltag der giver sunde, glade børn med røde kinder.

Mange fine ansøgninger

Hos Mejeriernes Skolemælksordning oplever man stor interesse for at komme i betragtning til legatmidlerne. Således var der 354 ansøgninger i den bunke, som dommerpanelet satte sig sammen for at vurdere i begyndelsen af maj. Det store antal glæder Jan Hermansen, leder af Mejeriernes Skolemælksordning.

”Det er dejligt, at så mange skoler har lyst til at lave projekter, som kan gøre en forskel for mange af eleverne. De 30 projekter, vi har valgt at støtte, giver eleverne oplevelser og viden, som de måske ellers ikke kunne få. Der var mange andre gode ansøgninger, så vi kan kun opfordre dem, der ikke kom i betragtning, til at de søger igen, når vi uddeler en ny portion legatmidler til efteråret,” siger Jan Hermansen. 

Gode oplevelser

Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser eller elevråd, hvis skole er med i skolemælksordningen. I år er der uddelt beløb fra 1.200 kroner op til maksimumbeløbet på 5.000 kroner.

”Vi ønsker at sætte fokus på sundhed, bevægelse og fællesskab i klasserne og på skolerne. Mejeriernes Skolemælkslegat giver midler til aktiviteter, der er til gavn for hele skolen eller en enkelt klasse, og som styrker sundhed og fællesskab gennem gode oplevelser,” siger Jan Hermansen.

Fakta om Skolemælkslegatet

Skolemælkslegatet uddeles to gange årligt, og der er samlet 200.000 kroner i puljen. Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser eller elevråd, hvis skole er med i skolemælksordningen. 

Mejeriernes Skolemælksordning står bag legatet. I alt er cirka 1400 skoler over hele landet med i skolemælksordningen, og Mejeriernes Skolemælksordning leverer hver dag frisk, kold mælk til flere end 100.000 børn.

Læs mere om Skolemælkslegatet og se listen med legatmodtagere her.

Vil du vide mere?