22. september 2020

Fyrtårnet ragede op over rivalerne

Restauranten Studio brugte Fyrtårnsost fra Thise Mejeri i den ret, der sejrede i ’Danmarks bedste osteret 2020’.

Fyrtårnsost fra Thise Mejeri strøg til tops, da ni topkokke fra nogle af landets førende restauranter søndag dystede om at lave ’Danmarks bedste osteret 2020’ i CPH Food Space i København.

Den faste og ekstra modnede ost indgik nemlig i vinderretten, en japansk inspireret chawanmushi-æggestand, som blev lavet af køkkenchef Alan Bates og hans hold fra den københavnske restaurant Studio.

“Jeg var meget overrasket over, at vi vandt, for der var mange dygtige kokke med i konkurrencen,” siger Alan Bates.

Om valget af Fyrtårnsost til ’Danmarks bedste osteret’ forklarer den engelskfødte kok:

”Mit hold og jeg har smagt os gennem en lang række gode, danske oste og prøvede Fyrtårnsost på anbefaling af en ven. Det var et hit, for den har en intens, salt smag med masser af dybde. De kvaliteter udnyttede vi på anderledes måde ved at varme osten op og lade den stå natten over, så den kunne skille. Derved slog Fyrtårnsostens smag virkelig igennem.”

Det gav pote hos dommerne, der beskrev vinderretten som ’et stort måltid i en lille servering med masser af velsmag, originalitet og rigdom’.

Røget ost blev nummer to

Danmarks næstbedste osteret blev lavet af Fasangården fra Frederiksberg, der præsenterede røget oksemarv med Tistrup Mejeris koldrøgede Fynboost fra Arla Unika. Nummer tre i søndagens konkurrence blev CPH Gourmet fra København med en ret med pære og Naturmælks blåskimmelost Cumulu Blue 60+.

Bag ’Danmarks bedste osteret’ står Ost & ko, Mejeriforeningens kampagne for dansk ostekultur, som arrangerede den første udgave af konkurrencen i 2018. Læs mere om Ost & Ko her.

 Chawanmushi-æggestand hedder vinderretten, der har ’masser af velsmag, originalitet og rigdom’, ifølge dommerpanelet i ’Danmarks bedste osteret 2020’.Chawanmushi-æggestand hedder vinderretten, der har ’masser af velsmag, originalitet og rigdom’, ifølge dommerpanelet i ’Danmarks bedste osteret 2020’. Foto: Thomas Alcayaga