25. august 2020

Anden bølge af corona udløser skærpet beredskab på mejerier

Stigningen i antallet af coronasmittede i befolkningen har medført krav om mundbind og massetest af medarbejdere på mejerier, hvis produktion og salg stadig er påvirket af COVID-19.

Der var en, der var to, der var tre hændelser i begyndelsen af august, som efter en periode med gradvis genåbning sendte en presset mejeribranche tilbage i alarmberedskab over for corona.

Hændelse 1: En voldsom vækst i antallet af coronasmittede i den almene befolkning i Aarhus og Østjylland medvirkede til, at Arla valgte at følge myndighedernes opfordring og sende 1.500 medarbejdere fra Arla Foods’ kontorer i Viby J og Arla Innovation Centre i Skejby p.t. på hjemmearbejde. Hændelse 2: Danish Crowns lukning slagteriet i Ringsted i 14 dage grundet hurtig smittespredning i virksomheden skabte frygt for lignende tilfælde på mejerier. Hændelse 3: Én positiv COVID-19-prøve på Arla Foods’ mejeri i Hobro 10. august, som medførte to test af alle 400 medarbejdere på mejeriet. Samtlige resultater var negative.

”Det viser, at medarbejderne er rigtig gode til at overholde hygiejnereglerne og passe på hinanden,” siger Åse Andersson, pressechef hos Arla.

Kriseteam genoprettet

Hos Naturmælk, Mammen Mejerierne og Nordex Food, hvor den seneste coronaudvikling har resulteret i en indskærpelse til medarbejdere om at overholde såvel sundhedsmyndighedernes anbefalinger som egne forholdsregler.Det samme er sket på Bornholms Andelsmejeri. Der har man desuden købt mundbind til medarbejderne.

På Thise Mejeri bliver mundbind et krav til møder, der varer over 15 minutter. Desuden har man genetableret et femmands kriseteam – efter at det blev sat i bero sidst i juni – som løbende vurderer coronasituationen og dens betydning for det økologiske mejeri.

”Men uanset hvilke foranstaltninger vi laver, kan vi ikke gardere os 100 procent. Desuden kan retningslinjerne ændres fra dag til dag. Det må vi affinde os med og holde gang i produktionen bedst muligt,” påpeger Thises direktør, Poul Pedersen.

Dansk mælk i stedet for fransk vin

Trods den kritiske situation ser Poul Pedersen lyst på fremtiden for mejeriet. Afsætningen til foodservicesektoren er stort set tilbage på niveauet før lukningen af Danmark 11. marts, og eksporten – særligt til de nære markeder i Tyskland og Sverige – går fremad. Som endnu et plus faldt Thises danske detailsalg af drikkemælk i sommerperioden kun ca. 10 pct. mod de sædvanlige 15-20 pct.

”I stedet for at tage til Frankrig for at drikke vin blev mange hjemme og drak mælk. Det kom os til gode,” konstaterer Poul Pedersen.

Naturmælk er ligeledes godt med igen efter at være blevet slået til tælling af et udeblevet salg til foodservice i foråret og forsommeren. Siden er det lykkedes at flytte en del af salget til detailhandelen, så det sønderjyske mejeris omsætning nu er højere i forhold til samme tidspunkt sidste år.

Gode takter hos Arla

Fremgang er der også tale om hos Arla Foods inden for foodservice og detailhandelen på hjemmemarkedet, mens man på eksportsiden har undgået et voldsomt fald. Selskabet offentliggør snart sit halvårsregnskab i løbet og vil så kunne give et mere konkret og detaljeret billede af markedsudviklingen i Danmark og udlandet under coronakrisen, oplyser pressechef Åse Andersson.

Dyster stemning på Bornholm

Fra Bornholm fortæller mejeridirektør Per Olesen, at pandemien har vanskeliggjort selskabets eksport af højt forædlede produkter. Salget til USA – hvor mejeriet afsætter 15 pct. af sin samlede eksport– er nede på indeks 25.

”Men vi får stadig mælk fra vores andelshavere og har lagt produktionen om til mere industrielle produkter til færdigretter, take away og supermarkeder. De ligger på et lavere prisniveau end forædlede produkter, så situationen ser ikke godt ud,” forklarer Per Olesen.

Også Nordex Food og Mammen Mejeriernes salg af ost er påvirket på eksportsiden.

”Egentlig er der ordrer nok, men det hænder jævnligt, at kunder udsætter dem, efter at ostene er blevet produceret,” oplyser Mammen Mejeriernes direktør, Lars Staunsbæk.