Årets mejeriarrangement i Herning aflyses

Dette års udgave af International Food Contest (IFC) i MCH Herning Messecenter aflyses på grund af risikoen for spredning af Covid19. ”Vi foretrækker at være på den sikre side, og ser frem til at komme stærkt igen i 2021. Better safe than sorry,” lyder det fra udstillingens formand Søren Jensen.

Branchen
Events
Produkter
Scene fra IFC 2019 med masser af gæster og lange rækker af mejeriprodukter. På grund af risiko for spredning af covid19-smitte, har udstillingsudvalget valgt at aflyse dette års arrangement. (Foto: IFC/Tony Bröchner).
Scene fra IFC 2019 med masser af gæster og lange rækker af mejeriprodukter. På grund af risiko for spredning af covid19-smitte, har udstillingsudvalget valgt at aflyse dette års arrangement. (Foto: IFC/Tony Bröchner).

”Med de kendte restriktioner for begrænsning af Covid19-smitte ser vi os desværre ikke i stand til at gennemføre IFC 2020. Derfor har vi besluttet at aflyse arrangementet og melde det ud allerede nu – ikke mindst af hensyn til vores samarbejdspartnere, mejerierne, vores crew/kittelfolk og de faglige dommere. Vi foretrækker at være på den sikre side, og ser frem til at komme stærkt igen i 2021. ’Better safe than sorry’.”

Med disse ord forklarer formand for IFC’s udstillingsudvalg, Søren Jensen, hvorfor man har valgt at aflyse det mejerifaglige arrangement i Herning i år.

”Det har ikke været nogen let beslutning, og derfor glæder det mig, at der er 100 procents opbakning til aflysningen – både blandt udstillingsudvalgets medlemmer og i branchen som sådan,” fortsætter han.

Første aflysning i nyere tid
International Food Contest foregår over tre dage. Et centralt element i arrangementet er en faglig bedømmelse af ost, smør og andre mejeriprodukter, som publikum efterfølgende kan smage på. Det er første gang i nyere tid, at udstillingen bliver aflyst.

”Det er ret usædvanligt, at vi nu springer et år over,” siger Søren Jensen og tilføjer, at udstillingsudvalget i sin beslutning også har skelet til, at der er en lang planlægningsproces, og at andre fødevarearrangementer er aflyst eller flyttet til næste år.

FoodTech kører som planlagt
Efter planen skulle IFC 2020 have fundet sted fra den 29. september til 1. oktober side om side med den store FoodTech-messe, hvor leverandører af maskiner, udstyr, ingredienser og hjælpestoffer til fødevareindustrien udstiller. Det skal pointeres, at FoodTech vil blive afviklet i år efter de retningslinjer der er gældende for storcentre og messecentre.

Fokus på IFC 2021
Søren Jensen understreger, at IFC vil vende stærkt tilbage i 2021, hvor der forventes fuld opbakning fra de mejerier, der tidligere har deltaget med produkter og stillet mejerifaglige dommere til rådighed.

”Nu retter vi blikket fremad og sætter fuldt fokus på at få skabt en spændende og faglig relevant brancheevent til næste år,” siger Søren Jensen.

International Food Contest arrangeres i et samarbejde mellem Mejeriforeningen, Foreningen af mejeriledere og funktionærer, Foreningen Danmarks Privatmejerier samt Dansk Oste- og Smørforening.

Mere dyrevelfærd i køledisken

Med det nye hjertemærke på mælk og andre fødevarer er det blevet nemmere at købe produkter med sikkerhed for god dyrevelfærd, lyder det fra Landbrug & Fødevarer. Organisationen står bag en kampagne, som skal øge forbrugernes viden om mærket.

Læs mere

Skolebørn skal spise med kniv og gaffel

Elever fra tre skoleklasser skal på restaurant efter at have vundet Madpakkedysten – Skolemælksordningens konkurrence, der fokuserer på sund mad og gode spisevaner.

Læs mere

Der er varmet op til en forrygende koldskålssommer

Med udsigt til flere dage med sol, kommer der for alvor skub i salget af koldskål i denne uge. Det store spørgsmål er, om vi kan slå rekorden fra tørkesommeren 2018, hvor mejerierne samlet set solgte omkring 14,4 mio. liter færdiglavet koldskål.

Læs mere