08. august 2019

Yoghurt skal bekæmpe fejlernæring og fattigdom i Etiopien

Arla Foods Ingredients, Dansk Industri og Folkekirkens Nødhjælp deltager i et projekt om at udvikle en beriget yoghurt, der skal øge folkesundheden og mælkebøndernes indtjening i Etiopien.

Mælken er håndmalket i en stald bygget af blikplader og bringes til mejeriet i plastikspande. Men selv om den er simpelt fremstillet, bliver mælken til yoghurt beriget med en særlig ingrediens fra Arla Foods Ingredients, hvis valle med laktose og mineraler kan reducere den udbredte fejlernæring i Etiopien.

At bekæmpe det problem er et af perspektiverne for et pilotprojekt i det østafrikanske land, som TV-Avisen satte fokus på tirsdag den 6. august. Her fortalte den 28-årige mælkeproducent Shibire Mamo om sine forventninger til at levere mælk til den berigede yoghurt.

Bedre levevilkår for bønderne

Den nye yoghurt udvikles i et partnerskab mellem Arla Foods Ingredients, Dansk Industri, Folkekirkens Nødhjælp og den almennyttige organisation GAIN (Global Alliance for Improved Nutrition). Partnerskabet er inspireret af FN's verdensmål 2 og 8, som sigter mod at afhjælpe sult og fremme bæredygtig vækst. Hos Folkekirkens Nødhjælp ser generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen et stort potentiale i at udvikle den etiopiske mejerisektor.

"Helt konkret vil projektet medføre øget indtjening og bedre levevilkår for mindst 400 bønder, som skal producere mælk til yoghurten. Produktet vil desuden være det første på markedet, som både er ernæringsrigt og billigt for at nå den målgruppe, der har mest brug for ernæring," mener Birgitte Qvist-Sørensen.

Bæredygtig forretning

Efter planen skal yoghurten på det etiopiske marked i efteråret. Og ligesom mælkeproducent Shibire Mamo kan Henrik Andersen, Senior Vice President for Arla Foods Ingredients, se en bæredygtig forretning i projektet.

”Det skaber værdi for alle involverede parter, og det er vejen frem, når målet er at sikre en langsigtet forbedring af sundheden og levestandarden for mennesker i et udviklingsland. Det er stærkt motiverende at opleve, hvordan vores ekspertise kan gøre en forskel for Etiopiens mange underernærede børn, og samtidig er det en god forretning for os at støtte udviklingen af Etiopiens mejeriværdikæde og de producenter, som vil blive vores kunder i fremtiden,” siger Henrik Andersen.

Ny måde at samarbejde på

Mens Arla Foods Ingredients og GAIN leverer viden, der er nødvendig for dels at give penge til de forskellige interessenter, dels at udvikle yoghurten, står Folkekirkens Nødhjælp for uddannelse af de lokale landmænd. Endvidere skal Dansk Industri håndtere forretningsmodellen. Den kan ikke bare kopieres fra kendte markeder som Sverige eller Tyskland, ifølge afdelingschef Jacob Kjeldsen fra Dansk Industri.

”De gamle skel mellem udviklingsbistand og den private sektor og forretning smelter sammen. Man er nødt til at tænke ud af boksen, og det er det, man gør her (i Etiopien). Hvis danske virksomheder har mod på denne slags samarbejder, så faciliterer vi meget gerne med den ekspertise, vi har,” siger Jacob Kjeldsen til TV-Avisen.

Projektet er blevet til med støtte fra Danida og løber over tre år. Det forventes afsluttet i 2020, hvor yoghurtproduktionen skal kunne drives af lokale virksomheder på markedsvilkår.

Vil du vide mere?