02. juli 2019

Rundvisninger gavner mejeriers bundlinje

Mejerierne i Thise og Aabybro får gamle såvel som nye, potentielle kunder tættere på sig ved at invitere på rundvisninger i skolernes sommerferie.

Det er hårdt arbejde, men gevinsten er nye kunder. Sådan siger Mogens Poulsen fra Thise Mejeri om mejeriets ugentlige rundvisninger i sommerferien.

”I en travl periode er det sin sag at sætte nogle af vores mejerister til at føre gæster rundt. Men det er besværet værd, for rundvisningerne er lidt af et tilløbsstykke. Vi har sjældent under 100 deltagere, og nogle gange når vi op på 300-400 gæster. Blandt dem kan der være nye kunder, ligesom der er mange dedikerede Thise-fans, som aldrig har været hos os. For dem er en rundvisning en anledning til at se mejeriet og hilse på mejeristerne, der laver deres mælkeprodukter. Hjemme igen kan fansene fortælle om besøget og udvide kendskabet til os,” forklarer Mogens Poulsen.

Thise Mejeri har tilbudt rundvisninger siden 2012. I år er programmet udvidet med en visit i nybyggeriet, der blev taget i brug i foråret. Mogens Poulsen gætter på, at det vil øge den i forvejen store spørgelyst blandt deltagerne i rundvisningerne.

”De er altid præget af højt humør og stor interesse. Bl.a. vil gæsterne gerne vide, hvordan et lille mejeri som vores har kunnet overleve med den hårde konkurrence, og hvor vi får vores ideer fra,” fortæller Mogens Poulsen.

Is i fokus

Nordenfjords på Aabybro Mejeri er man også klar til sommerferiens rundvisninger hver tirsdag kl. 14.

”Ved at åbne dørene bringer vi både nye kunder og dem, der kender os, tættere på mejeriet. Som regel deltager mellem 40 og 70 børn og voksne i en sommerrundvisning, men tallet har været oppe på 200,” fortæller Aabybro Mejeris ejer N.H. Lindhardt.

Han har af og til rollen som guide, men overlader også opgaven til et par af mejeriets erfarne medarbejdere.

”Vi giver et indblik i vores fremstilling af is såvel som mejeriets historie og serverer smagsprøver på Ryå Is. Gæsterne vil typisk gerne vide, hvor mælken kommer fra, hvor man kan købe vores is, og hvordan det ser ud med salgstallene. Det sidste kan jeg aldrig huske svaret på,” siger N.H. Lindhardt med et smil.

Større butik

Aabybro Mejeris rundvisninger foregår hver tirsdag kl. 14 fra den 2. juli til den 6. august. I Thise er der åbent mejeri – mod forudbestilling – hver torsdag kl. 11 fra den 4. juli til den 8. august. Begge steder koster et besøg 50 kr. og kan kobles med en visit i de to mejeriers respektive butikker.

Netop i dag åbner Thise for nyrenoverede butikslokaler, som er tre gange større end de nuværende. Her kan man købe alle mejeriets forskellige oste- og mejeriprodukter – i alt 300 varenumre, og der er indrettet en mælkebar med smagsprøver på forskellige mælketyper.

Vil du vide mere?