Nyt studie: Mejeriprodukter kan blive en større del af diabeteskost

Officielle kostanbefalinger til type 2-diabetikere er sandsynligvis forkerte. Diabetikere kan med fordel skære ned på kulhydrater i kosten og erstatte dem med fedt og protein fra eksempelvis mejeriprodukter, viser et nyt, dansk studie.

Diabetes type 2
Ernæring
Forskning
Kostanbefalinger
Da der endnu ikke findes en kur mod type 2-diabetes, har kosten en stor aktie i at forebygge samt udsætte følgesygdomme hos patienterne. Modelfoto uden relation til kostråd til diabetikere.
Da der endnu ikke findes en kur mod type 2-diabetes, har kosten en stor aktie i at forebygge samt udsætte følgesygdomme hos patienterne. Modelfoto uden relation til kostråd til diabetikere.

Diabetes har udviklet sig til en dansk folkesygdom. Siden 2000 er antallet af diabetikere fordoblet, og i dag lider mere end 230.000 danskere af type 2-diabetes. Da der endnu ikke findes en kur mod lidelsen, har kosten en stor aktie i at forebygge samt udsætte følgesygdomme hos patienterne.

Men nu tyder et nyt studie på, at de kostanbefalinger, som siden 1970’erne har rådet diabetikere til primært at få energi fra kulhydrater som brød, ris og kartofler, er misvisende.

Forskere fra Københavns Universitet og Bispebjerg Hospital har nemlig prøvet at erstatte kulhydraterne med mere protein og fedt i testpersoners kost, og resultaterne viste sig hurtigt.

”Vi kunne konstatere, at diabetikere kan sænke deres langtidsblodsukker ved at spise færre kulhydrater og mere fedt og protein blandt andet fra mejeriprodukter,” fortæller lektor Thomas Meinert Larsen fra Institut for Idræt og Ernæring, som havde ansvaret for kosten til forsøgspersonerne.

Han understreger dog, at resultaterne bør suppleres med længerevarende undersøgelser for at fastslå de positive effekters varighed.

Fedt og protein regulerer blodsukkeret
I studiet blev der anvendt mejeriprodukter med lavt til moderat indhold af mættet fedt som ost 30+, skyr og minimælk samt protein fra magert kød og vegetabilske kilder. Samtidig reducerede testpersonerne mængden af kulhydrater i deres kost. Resultatet var en forbedret evne til at regulere blodsukkeret, hvilket er en helt central del af behandlingen af type 2-diabetes.

Forskernes resultater giver derfor anledning til at genoverveje, hvilken kost man fremover skal anbefale til patienter med type 2-diabetes. Det mener studiets hovedforfatter, overlæge Thure Krarup fra Endokrinologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital.

”Studiet viser, at hvis man reducerer andelen af kulhydrat i kosten og samtidig øger andelen af protein og fedt, kan man både behandle højt blodsukker og nedbringe fedtindholdet i leveren,” siger han til Københavns Universitets nyhedsside.

Mejeriprodukter som en fast del af diabeteskost Tidligere har de officielle anbefalinger til diabetikere været at undgå smør, fede oste og andre mejeriprodukter med høj koncentration af fedt. Det kan de nye forskningsresultater muligvis ændre, forklarer lektor ved Institut for Idræt og Ernæring, Thomas Meinert Larsen.

’’Vi har indtryk af, at mere fedt- og proteinholdige fødevarer, eksempelvis mejeriprodukter, med fordel kan indgå i en diabeteskost,” siger han og understreger, at han stadig vil være påpasselig med indtaget af smør, der indeholder en stor koncentration af mættet fedt.

FAKTA OM DIABETES
Diabetes er sygdomme, hvor kroppen helt eller delvist mister evnen til at omsætte blodsukker. Uden behandling kan blodsukkeret langsomt forårsage skader på celler og nervebaner. Der findes to typer af diabetes – type 1 og type 2. Med 80 pct. af alle tilfælde er type 2 den mest udbredte diabetessygdom i Danmark. Type 2-diabetes kan ikke kureres med medicin. Derfor er en sund livsstil med gode kostvaner, daglig motion og ingen rygning essentiel for at forebygge sygdomme og holde følgesygdomme som blodpropper, nyresvigt og blindhed i skak.
Kilde: Diabetesforeningen

Opskrift på kødboller i tomat-/flødesovs serveret med hvedekerner
Et eksempel på, hvordan mejeriprodukter kan tilføre proteiner og fedtstoffer til en kost, der forbedrer diabetikeres evne til at regulere blodsukker. Opskriften er omskrevet til to personer på baggrund af studiets forsøgsopskrifter.

Kødboller: 300 g hakket oksekød (11 % fedt) ½ tsk. salt 1 dl havregryn 1 dl revet ost 30+, 3 æggehvider, 1 løg, 1 fed hvidløg, koriander, kanel, spidskommen, vand

Tomatsovs: ½ spsk. rapsolie, 1 lille løg, 70 g tomatpuré (en halv dåse), 1/3 dl fløde, 1 dl vand, salt, oregano, basilikum

Tilbehør: 1 dl hvedekerner

Fremgangsmåde: Ingredienserne til kødbollerne røres sammen, formes og bages i ovn i ca. 20 min. ved 160 C varmluft. Løg hakkes og svitses i olie. Tilsæt tomat, salt, krydderier og vand. Lad retten simre i en time. Smag til med fløde. Server med hvedekerner.

Nærkontakt med landbruget

1.500 børn og voksne blev klogere på mælkeproduktion til Åbent Landbrug på gården St. Hessel i går søndag.

Læs mere

Den fynske rygeost fejres i dag

Madfestivalen SPIS! Odense markerer ’Rygeostens Dag’ med musik, smagsprøver og workshops i den fynske hovedstad.

Læs mere

Åbent Landbrug sætter klimaet i højsædet

Landmænd på 62 gårde, heraf 31 mælkeproducenter, fortæller om deres arbejde med at mindske klimaaftrykket til Åbent Landbrug søndag den 15. september kl. 10-16.

Læs mere