24. maj 2019

Frydenhøjskolen i Hvidovre får pokal for Danmarks lækreste madpakke

Børnene i 1. B på Frydenhøjskolen i Hvidovre jubler over at have smurt Danmarks lækreste madpakke i den landsdækkende Madpakkedyst. Med førstepladsen følger den gyldne madpakkepokal og 5.000 kr. til et restaurantbesøg, hvor hele klassen kan nyde, at andre laver mad til dem.

Børnene fra 1. B på Frydenhøjskolen er super stolte over at have smurt intet mindre end Danmarks bedste madpakke i den store Madpakkedyst, som Mejeriernes Skolemælksordning står bag. Beviset er den gyldne madpakkepokal, som nu kan pryde klasselokalet, og 5.000 kr. til at spise på restaurant for. Børnene har lige som hundredvis af andre klasser landet over gjort sig store anstrengelser for at smøre den bedste madpakke i Madpakkedysten – og vundet. I dysten kåres en vinder i bøde marts, april og maj. Børnene fra Frydenlundskolen vandt april-konkurrencen.

Klassen har både haft fokus på sundhed og på, at madpakkerne også skulle se sjove og lækre ud. Eksempelvis lavede børnene rugbrødslagkage af rugbrød med salatmix, agurker og tunsalat. Desuden blev der kreeret sandwich af ristede grovboller med hytteost, laks, salatmix, agurker, majs og peberfrugt. Der blev også tid til at lave frugtspyd og sjovt pyntet klovneknækbrød med salatmix, ost, blåbær, majs, cherry-tomater, broccoli og peberfrugt.

Sunde og flotte madpakker

I begrundelsen for at udråbe Frydenhøjskolen til vinder fremhæver dommerpanelet, at børnene har arbejdet med principperne om masser af grønt og groft – og en pyntning af maden, så den blev flot og appetitlig at se på.

”Alle i klassen er virkelig gået op i Madpakkedysten, og jeg er sikker på, at de med glæde vil tænke tilbage på forløbet med madpakker – og at de vandt – i hele deres skoletid. De har samarbejdet virkelig godt og samtidig haft det sjovt og hyggeligt,” fortæller Anne Højgaard Hansen, pædagog i 1.B. Hun har selv diabetes 1 og har snakket meget med børnene om, hvor vigtigt det er at spise sundt. Både for at kroppen har det godt og i forhold til, hvor vigtig det er at få gode måltider, som giver brændstof til hjernen.

Madpakker, som både øjne og munde har lyst til at spise

”Børnene har virkelig været kreative for at lave både sunde og flotte madpakker, som både øjne og munde har lyst til at spise. De har fået nye ideer til madpakken, som de er i fuld gang med at bruge sammen med forældrene, som har støttet flot op,” siger Anne Højgaard Hansen.

Anne Højgaard Hansen roser undervisningsmaterialet, som også giver børnene ny viden og inspiration til sund mad. I undervisningsmaterialet, som Madpakkedysten stiller til fri rådighed, har klassen brugt videoer og quizzer samt den viden om mad, som madkundskabslærer Marie Harbo og hende sjove makker Sylvester kommer med. Her er eleverne blevet ført rundt i et univers af læring om næring.

Vigtigt at involvere børn i madpakken

Hver uge bliver der smurt ca. 11 mio. madpakker rundt i Danmark. Mange forældre kender til tanker, der kredser om, hvad man nu skal finde på til ungernes madpakke.

”Madpakkedysten er sat i søen for at få mere fokus på det gode måltid i klassen. Det er rigtig godt, når børnene bliver involveret i at lave sunde og lækre madpakker, fordi en god madpakke og en hyggelig spisepause i skolen er så vigtig. Både med hensyn til at have det rigtige ’brændstof’ til hjernen og for at styrke sammenholdet i klassen,” siger projektleder Louise Poulsen fra Mejeriforeningen. Hun minder om, at en madpakke som barnet selv har været med til at smøre bare smager bedre end en, som mor eller far har lagt i skoletasken.

Læs mere om Madpakkedysten på hjemmesiden Edutainmenthuset

Vil du vide mere?