05. februar 2019

"Der mangler et 8-tal. Hvornår kommer det?"

Frem til marts kan skoleelever samle, lege og regne med klistermærker med tal, der sidder på låget af skolemælk. På en skole i Aarhus er mærkerne et hit.

”5 plus 9 … det er 14!” siger Inger Lindelof fra 1.b i en spisepause på Kochs Skole i Aarhus efter at have studeret låget på sin madkasse.
Det er nemlig fyldt med klistermærker med tal fra 0 til 9 samt plus, minus og andre regnetegn, der fra januar til marts pryder skruekapslerne på skolemælk. Mærkaterne indgår i Skolemælks kampagne ’Leg og lær med tal’ og følger op på sidste års tiltag med bogstaver.
”Bogstaverne var en succes, og vi har også fået mange positive reaktioner på ’Leg og lær med tal’. Mærkerne er simple at lege med, man kan bytte med dem, og så taler de til fantasien. Det forstærkes af de små tegninger af fx rummænd, monstre og fodbolde på mærkaterne,” siger Louise Poulsen, projektleder i marketing, Mejeriforeningen.
I 1.b bekræfter Frederikke Seebach, at illustrationerne har en effekt.
”Se de her tre mærker. Vi leger, at de er boldene Tromleren, Smasherne og Det Gyldne Lyn i quidditch-spillet i Harry Potter,” fortæller den syvårige pige.
Bemærkningen glæder projektleder Louise Poulsen.
”Klistermærkerne giver skolemælken endnu mere relevans, skaber fællesskab – også for de børn, som ikke får skolemælk – og glider let ind i læringsmiljøet på en skole. Desuden synes de fleste, at det er sjovt at samle på noget,” konstaterer hun.
På Kochs Skole er Inger Lindelof færdig med at tælle sin samling af klistermærker.
”Jeg har 85!” siger hun efter at have talt op på alle sider af madkassen samt sit penalhus.

I 1.b på Kochs Skole i Aarhus tygger Inger Lindelof (t.h.) og Eva Winther Lietzen både på rugbrødsmadder og regnestykker med klistermærketal.
I 1.b på Kochs Skole i Aarhus tygger Inger Lindelof (t.h.) og Eva Winther Lietzen både på rugbrødsmadder og regnestykker med klistermærketal.

Duel ved køleskabet

Klistermærkerne er ikke kun en succes hos de alleryngste elever. Det bevises af et besøg i 3.b på Kochs Skole. Her er to drenge i gang med en duel i regning ved klassens køleskab, der er fyldt med tal og bogstaver.
”Vi sætter tallene i rækkefølge, udfordrer hinanden med regnestykker og bytter rundt på tallene, så man får en ny opgave,” forklarer Kalle Emil Ranch, der netop har klistret sig frem til, at 7X7+9=58.
”Vi laver også sværere stykker,” forsikrer hans klassekammerat Johan Kirchner Jacobsen og fortsætter: ”Det er sjovere at regne med klistermærker end at gøre det i en bog, fordi man selv kan bestemme, hvordan opgaven skal se ud.”

Ekstra læring

De to drenges klasselærer Kasper Bilenberg ser klistermærkerne som et ekstra, og skjult, tilbud om læring.
”Eleverne synes, at det er skægt at samle på mærkerne og leger med dem i pauserne og FO (fritidsordningen, red.). Det styrker deres talforståelse. Og de går op i det. Forleden sagde en dreng: ’Der mangler et 8-tal. Hvornår kommer det?’,” fortæller Kasper Bilenberg med et glimt i øjet.
Kampagnen ’Leg og lær med tal’ fortsætter ind i marts. Ud over klistermærkerne har Mejeriforeningen lavet forslag til spil som lotteri og memory til brug i undervisningen. På Facebook opfordres forældrene til at printe talplakater, ligesom man kan hente samleark til print på skolemælk.dk. Sådan et ark har Ole Lindelof i 1.b på Kochs Skole ikke fået fat i.
”Men klistermærkerne gør os bedre til at regne,” siger han. I løbet af marts afløses ’Leg og lær med tal’ af Madpakkedysten.

Læs mere

www.skolemælk.dk
www.edutainmenthuset.dk/leg-og-laer-med-tal
http://madpakkedysten.edutainmenthuset.dk/

Vil du vide mere?