15. august 2018

Stav til skolemælk

Bogstaver på skolemælkslågene skal bidrage til undervisningen i de mindste klasser på sjov og uformel vis.

I denne uge ringer det ind til et nyt skoleår, og det markeres også med en nyhed fra Mejeriernes Skolemælksordning. Bogstavklistermærker på skolemælkslågene skal få især eleverne i de yngste klasser i gang med at lege med bogstaver og ord.

”Vi har fået udviklet nogle læringsspil til henholdsvis 0.-1. klasse og 2.-3. klasse, hvor eleverne skal bruge bogstaverne til at bygge ord og arbejde med dem i stil med spillet Scrabble. Vores mål med aktiviteten er at bidrage til undervisningen på en sjov og uformel måde,” forklarer projektleder ved Mejeriernes Skolemælksordning Louise Poulsen.

Stor kreativitet på skolerne

De to spil ligger på Skolemælksordningens hjemmeside edutainmenthuset.dk, hvorfra de kan printes ud. Ud over spillene er der selvfølgelig ’fri leg’ med bogstaverne.

”Vores erfaringer viser, at børnene synes, det er rigtig sjovt at bytte og selv at finde på lege med mælkelågene. Der er en enorm kreativitet og opfindsomhed ude på skolerne blandt både lærere og elever, og den vil vi gerne udfordre,” siger Louise Poulsen.

Klistermærkerne sidder på skolemælksprodukterne fra Arla, og de skoler, der får mælk fra et andet mejeri, får tilsendt klistermærker, så børnene selv kan sætte dem på kartonerne. Aktiviteten kører frem til oktober, og undervejs vil der være konkurrencer for alle klassetrin.

MLK og Thise er ’nye i klassen’

I år er der yderligere to nyheder fra Mejeriernes Skolemælksordning. Sortimentet er blevet udvidet med de to varianter af den økologiske mælkedrik MLK fra Arla, som fås med smag af karamel eller jordbær/hindbær. Over 100 skoler har sagt ja til at have den nye mælkedrik med i deres sortiment. MLK tilbydes kun til børn i 4. klasse og opefter.

Som noget nyt er også Thise Mejeri begyndt at levere til Skolemælksordningen i Nordjylland og København. Udover Thise leverer Arla, Naturmælk og Øllingegaard til ordningen.

Vil du vide mere?