Helt ny pulverfabrik mangler plads

Samtidig med at de første dåser med modermælkserstatning fra Mille Food’s fabrik i Hundested ankom til Kina, melder virksomheden om kapacitetsproblemer.

Modermælkserstatning
Eksport
Maelkepulver
Steve Wang, adm. direktør for Mille, har planer om at udvide produktionen allerede til efteråret.
Steve Wang, adm. direktør for Mille, har planer om at udvide produktionen allerede til efteråret.

”Vi kan producere 5.000 ton modermælkserstatning om året, men ordrerne er større, og derfor er kapaciteten allerede nu vores største problem.”Sådan lyder det fra adm. direktør for Mille Food Steve Wang, umiddelbart efter at de første 14.000 dåser med virksomhedens modermælkserstatning landede på de kinesiske supermarkedshylder midt i april.

Mille Food overtog fabriksbygningen i Hundested i efteråret 2016 og har derefter indrettet den til produktion af pulveret, men nu haster det med at få mere produktionsplads.

Udvider til efteråret
”Den kinesiske efterspørgsel efter modermælkserstatning er enorm! Der omsættes årligt for 100 mia. kr., og omsætningen vokser med 10 pct. om året. Vores plan er derfor at udvide – sandsynligvis med en ny bygning – allerede til efteråret,” siger Steve Wang.

Han forklarer succesen med virksomhedens meget høje produktionsstandard – bl.a. bliver hvert batch testet, og det færdige produkt må ikke leveres, før det er testet og godkendt.

Tidligere har virksomheden overvejet at opføre sit eget spraytårn, men de planer er i øjeblikket lagt på hylden.

”Vi mangler mælken til det. Måske kan vi på et tidspunkt få en aftale med et udenlandsk mejeriselskab, men foreløbig er planen om et spraytårn udskudt.”

5 mio. dåser i år
Mille Food fik foden inden for på det kinesisk marked i 2012 og har tidligere fået leveret sine produkter fra Arla, men dette samarbejde sluttede sidste år. Nu får virksomheden leveret hovedingrediensen, mælkepulveret, fra det finske mejeriselskab Valio. På fabrikken i Hundested blandes mælkepulveret med flere ingredienser, inden det fyldes på dåse.

Umiddelbart efter at virksomheden havde fået den sidste og afgørende godkendelse fra de kinesiske myndigheder, blev produktionen sat i gang i begyndelsen af marts, og det forventes, at dette års produktion vil komme op på 5 mio. dåser.

Håber at få økologien med
Sidste år besluttede de kinesiske myndigheder at antallet af udenlandske mælkepulverbrands og -produkter skulle reduceres for at gøre det nemmere for forbrugerne af overskue markedet. Ifølge de nye regler må hvert brand derfor kun fremstilles i tre forskellige produktvarianter.

I øjeblikket har Mille Food således licens til at producere ni forskellige varianter af modermælkserstatning, men Steve Wang håber at kunne udvide sortimentet med økologiske varianter inden udgangen af dette år.

Mille Food forventer i år at kunne beskæftige 40-50 medarbejdere og at omsætte for ca. 280 mio.kr.

Michelin-kokke tryller med ost på Bornholm

Ost skal spille hovedrollen i forretten, når fire Michelin-kokke i morgen dyster ved Danmarks største kokkekonkurrence.

Læs mere

Danskernes favorit-ost er laktosefri

Nye undersøgelser slår fast, at Danbo og andre gule skæreoste er laktosefri, og det har mejerierne netop fået lov til at skrive på emballagen.

Læs mere

Meget engageret debat om klima og fødevarer på Folkemødet

Er en plantebaseret kost den mest bæredygtige måde at spise på? Sådan lød et af de spørgsmål, der satte gang i debatten på Mejeriforeningens møde, som paneldeltager Merete Myrup, ernæringschef/mælk i L&F, her refererer fra.

Læs mere