17. april 2023
Af: Pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening

140.000 gæster deltog i søndagens Økodag

Der var stor interesse for at se de økologiske køer komme græs i går. I alt 140.000 mennesker slog vejen forbi en af de 45 værtsgårde.

Der var på flere måder trængsel ved dørene til kostaldene kl. 12 i går, da Økodag blev afholdt på 45 værtsgårde rundt om i hele landet.

For mens køerne muhhhhede om kap lige bag stalddøren, var der også trængsel bag de afspærringer, hvor Økodags gæster havde stillet sig op. Hele 140.000 gæster var kommet til Økodag for at deltage i årets store økologiske festdag og se køerne kommer på græs.

”På Økodag fejrer vi dyrevelfærden med hele Danmark, og så hylder vi koen og dens betydning for biodiversiteten og naturen. Og jeg skal da lige love for, at der var mange, der ville deltage i den fest. Jeg er helt overvældet over det flotte besøgstal, som vi igen i år kan mønstre. Det er helt enestående,” siger Økologisk Landsforenings forperson Louise Køster i en pressemeddelelse fra organisationen.

20 års jubilæum til næste år

Deltagerantallet er tæt på identisk med sidste år, og det flugter med Økologisk Landsforenings forhåbning forud for arrangementet.

”Igen i år har vi haft et billetsystem, så vi ved, hvor mange deltagere, der er på de enkelte gårde. Det har vi gjort for at sikre, at gæsterne får en god oplevelse. Det er vi lykkes med. Og med et par værtsgårde mere på plakaten i år, havde vi håbet på et deltagerantal i nærheden af sidste år. Det nåede vi. Alt i alt betragter vi dagen som en stor succes,” siger Louise Køster.

Årets udgave af Økodag var den 19. af slagsen. Økodags 20 års jubilæum bliver afholdt den 14. april 2024

Økodag arrangeres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og de økologiske mejerier Arla, Thise Mejeri, Naturmælk, Øllingegaard Mejeri, Them Andelsmejeri og Gläserne Meierei.