Øget udbytte af kasein ved low-fat mejeriproduktion
Målet med projektet er at designe, fremstille og optimere et enzym, der kan klippe sukkermolekyler (O-bundne glykaner) af к-kaseinet. Dermed forøges fældningen af kasein med op til 10 %, hvilket formindsker spild af protein og forbedrer teksturen af fedtfattige mælkeprodukter.
Af: Grith Mortensen
Fremstilling af mejeriprodukter med et lavt fedtindhold giver ophav til en række udfordringer, da det forringer teksturen af produktet. I dag tilsætter man ekstra protein til produkterne for at genoprette teksturen. Det har imidlertid vist sig, at enzymatisk fjernelse af sukkerkæder (glykaner) fra mælkeproteiner påvirker teksturen af produkterne positivt samtidig med, at en større del af mælkeproteinet fælder ud og bliver i produktet i forbindelse med osteproduktion. Langt de fleste proteinbundne sukkerkæder i mælk sidder på к-kasein, via en såkaldt O-glykosylering. Fjernelsen er kompliceret og dyr, da den kræver en række enzymaktiviteter, før den kan fjernes af et sidste enzym. Med udgangspunkt i dette sidste enzym fremstilles en ny 'Casein Glycosidase' (CasGase), der kan fjerne sukkerkæder fra к-casein i en simpel og billig et-trins proces. Udviklingen vil kombinere kendte højteknologiske discipliner såsom computersoftware til proteindesign med etablering af genetiske værktøjer i Lactococcus lactis til selektion af gener. Projektet er et delvist samarbejde med Chr. Hansen, der fremstiller enzymer og kulturer til mejeriindustrien.
Projekt: Januar 2015 - Juli 2018
Budget: 3.373.277 DKK
Finansiering: Mælkeafgiftsfonden, Chr. Hansen, Københavns Universitet
Projektleder: Martin Willemoës
Institution: Biologisk Institut, Københavns Universitet
Deltagere: Dennis Kim Hansen og Jakob R. Winther, Biologisk Institut, Københavns Universitet
Publikationer og præsentationer
Artikler:
Startartikel om projektet publiceret i Mælkeritidende:
Slutartikel om projektet publiceret i Mælkeritidende:
Præsentationer:
Præsentation ved MFF styregruppemøde efteråret 2016.
Poster og tilhørende korte præsentationer ved Mosbacher Kolloquium 2016.
Mejeriernes Forskningsdag 2017.