Optimal måltidsdosis af protein under vægttab

Overvægt er et verdensomspændende problem, og der er derfor en stor forbrugerinteresse for fødevareprodukter, der kan understøtte et målrettet vægttab. Der er evidens for at protein- og kalciumrige mælkeprodukter har en positiv indvirkning på vægtregulering og med fordel kan være en del af en diæt, der er målrettet et vægttab. Den optimale dosis af protein per måltid i relation til at imødegå tab af muskelmasse under vægttab er imidlertid ikke klarlagt, hvilket projektet forsøger at råde bod på.

Af: Grith Mortensen 

Indtag af proteiner fra valle synes at være fordelagtigt fremfor proteiner fra andre kilder. Dette skyldes bl.a. valleproteiners aminosyresammensætning, fordøjelighed og høje leucinkoncentration – hvilket synes at have særlig betydning for stimulering af muskelproteinsyntesen.

Et forsøg har vist, at raske ældre mænd skal indtage ca. 35-40 g protein per måltid for at stimulere opbygningen af muskelproteiner maksimalt – et respons, der opnås allerede efter indtag af ca. 20-25 g protein hos yngre mænd. Ældre kvinders respons på fødeindtag synes dog at være forringet i forhold til ældre mænd. Mænd og kvinder bør derfor betragtes særskilt, når det kommer til proteinbehov. Den optimale proteindosis til kvinder, der har passeret overgangsalderen, er imidlertid ikke klarlagt. Yderligere, er det ikke belyst, hvordan musklerne reagerer på forskellige portioner af protein, når overvægtige personer går på slankekur. Sidstnævnte er vigtigt for at mindske risikoen for muskeltab under slankekur og dermed opnå et sundt vægttab (fedttab) med mindsket risiko for nedsat fysisk funktion og metaboliske problemer.

Projektets primære formål er at undersøge stigningen i opbygning af muskelproteiner efter indtag af 15, 35 eller 60 g protein i en gruppe af ca. 50-årige kvinder. Musklernes respons på proteinindtag under vægttab og i den vægtstabile situation undersøges.

Fyrre kvinder vil ved lodtrækning blive fordelt i fire grupper, der skal indtage en af tre forskellige doser af protein efter fem dages streng slankekur (gr. 1-3) eller efter en vægtstabiliserende diæt (gr. 4). Hastigheden for opbygning af muskelprotein måles med sporstoffer, der indsprøjtes i musklen, hvorefter der udtages muskelvævsprøver i timerne derefter. Opbygningshastigheden måles både i faste tilstand og efter de forskellige proteindoser i hvilende lårmuskel og i lårmuskel, der har udført et styrketræningspas.

Den ny viden fra projektet kan bruges til at udvikle nye produkter målrettet personer på slankekur, der ønsker at reducere fedtdepoterne, men ikke muskelmassen.

Projekt: November 2017 - December 2019

Budget: 2.290.432 DKK

Finansiering: Mælkeafgiftsfonden, Arla Fooda Ingredients P/S, Innovationsfonden.

Projektleder: Mette Hansen 

Institution: Institut for Folkesundhed, Sektion for Idræt, Aarhus Universitet

Deltagere: Mads Sørensen Larsen, Institut for Folkesundhed, Sektion for Idræt, Aarhus Universitet
Niels Møller, Institut for Klinisk Medicin – Medicinsk Forskningslaboratorium, Aarhus Universitetshospital
Kevin Tipton, Oliver Witard, Sport, Health and Exercise Science, University of Stirling, Scotland
Lars Holm, School of Sport, Exercise and Rehabilitation Sciences, University of Birmingham, UK
Ulla R. Mikkelsen, Arla Foods Ingredients P/S 

 

 

Publikationer og præsentationer

Startartikel publiceret i Mælkeritidende:

Mælkeritidende 2018 NR. 5

Der er oprettet en hjemmeside omkring projektet på AU-hjemmeside. 

Pressemeddelelser omkring bevillingen:
Forskning i overvægt og overgangsalder 20. oktober 2017 Nordjyske Stiftstidende Sektion 2 Side 14 61 ord Id: e6775ea1

Forskning i overvægt og overgangsalder 4. november 2017 Kristeligt Dagblad Sektion 2 (Bøger & Kultur) Side 7 143 ord Id: e67cc4d2

Hjælp til overvægtige i overgangsalderen 27. oktober 2017 Århus Stiftstidende Sektion 1 Side 21 (N av N e) 143 ord Id: e679c712

Bevilling til forskning i overvægt og overgangsalder 17. oktober 2017 Au.dk (Aarhus Universitet) Sabina Bjerre Hansen... 156 ord Id: e676480d

Bevilling: Hjælp til overvægtige. 24. oktober 2017 Stiften.dk (Århus Stiftstidende) 143 ord Id: e678c6a8

 

Grith Mælk 1

Grith Mortensen

Chefkonsulent, Branchesekretariat mejeri, Landbrug & Fødevarer/Skejby

Mobil: 40964114

E-mail: gmo@lf.dk