Øget indtag af mejeriprodukter hos ældre reducerer knoglebrud og fastholder knoglestyrken

Knoglebrud og faldulykker er et væsentligt sundhedsmæssigt problem i den ældre del af befolkningen og kan delvist tilskrives dårlig ernæring, herunder et for lavt indtag af kalk og protein. I et internationalt samarbejde mellem Danmark og Australien er det hensigten, at undersøge mulige gavnlige effekter af et øget indtag af mælkeprodukter, da mælkeprodukter har et højt indhold af både kalk og protein.

Af: Grith Mortensen 

Projektets primære formål er at undersøge om et øget indtag af mælkeprodukter kan mindske forekomsten af knoglebrud i den ældre del af befolkningen. Som sekundære endepunkter undersøges bl.a., om et øget indtag kan mindske risiko for fald, forbedre muskelstyrken og knoglevævets opbygning samt risikoen for hjertekarsygdom.

Studiet udføres primært på Melbourne Universitet, hvor bevillingen har muliggjort dansk deltagelse fra Aarhus Universitetshospital. Undersøgelsen udføres som et cluster-randomiseret, dobbelt-blindet studium, hvor 3.600 ældre indbyggere (fordelt på 60 plejehjem) i Melbourne, Australien enten fortsætter med vanlig kost eller får ændret deres kost, således at de dagligt indtager 1-2 portioner ekstra af mælkeprodukter. Interventionsperioden strækker sig over 2 år.

Udover projektets primære endepunkt (forekomsten af knoglebrud) vil en delgruppe på 240 deltagere gennemgå et intensivt undersøgelsesprogram, hvor det bl.a. undersøges, om interventionen påvirker knoglernes mineraltæthed (scanninger), blodkoncentrationen af biokemiske knoglemarkører samt kardiovaskulære risikofaktorer/markører.

Fra dansk side har vi tilført projektet, at deltagerne tillige vil få udført en detaljeret undersøgelse af deres muskel- og balancefunktion, samt om interventionen påvirker karstivheden som er et mål for graden af åreforkalkning.

Projekt: Januar 2013 - Juni 2019

Budget: 18.081.000 DKK

Finansiering: Mælkeafgiftsfonden, Dairy Australia, Melbourne University, Aarhus University

Projektleder: Lars Rejnmark

Institution: Henriette Ejlsmark Svensson, Aarhus Universitetshospital, Medicinsk-Endokrinologisk Afdeling, THG

Deltagere: Sandra Iuliano-Burns, University of Melbourne, Department of Endocrinology

Grith Mælk 1

Grith Mortensen

Chefkonsulent, Branchesekretariat mejeri, Landbrug & Fødevarer/Skejby

Mobil: 40964114

E-mail: gmo@lf.dk