Genetisk laktose-intolerance og comorbiditet
Projektet har til formål at undersøge sammenhængen mellem genetisk betinget mælkeindtag og risikoen for diabetes, kræft, hjertekarsygdom og død (samlet kaldet comorbiditet).
Af: Grith Mortensen
Er man genetisk laktose-intolerant betyder det, at man har arvet en kombination af gener, som medfører, at kroppen ikke kan opretholde evnen til at fordøje laktose (mælkesukker) i voksenlivet. Personer, som er laktose intolerante, vil ofte opleve diarré, mavesmerter, luft i maven og oppustethed, når de indtager mælk og mælkeprodukter, og derfor reducerer/undgår de ofte indtaget af mælk.
En statistisk litteraturgennemgang (meta-analyse) har vist, at et højt indtag af mælk mindsker risikoen for diabetes, kræft, hjertekarsygdom og død. For ca. 10 år siden blev de genetiske varianter for laktose-intolerance og -tolerance hos nordeuropæere identificeret (genotype CC vs. TC eller TT). Indtil nu findes kun ganske få og små studier, som har undersøgt effekten af både genetisk arv og mælkeindtag på risikoen for sygdom.
Dette studie undersøger effekten af både genetisk arv og mælkeindtag på risikoen for risikoen for diabetes, kræft, hjertekarsygdom og død (herefter betegnet som comorbiditet). Hypotesen er, at arvelig laktose-intolerance og reduceret/intet indtag af mælk øger risikoen for comorbiditet.
Datagrundlaget er 3 danske populationsstudier med i alt næsten 70.000 personer. Data inkluderer oplysninger fra spørgeskemaundersøgelser, helbredsundersøgelser samt genetiske tests.
Fremgangsmåden i studiet vil være at undersøge følgende sammenhænge:
- Associationen mellem mælkeindtag og de respektive comorbiditeter
- Associationen mellem genetiske varianter (genotype CC, TC og TT) og mælkeindtag
- Associationen mellem genetiske varianter (genotype CC, TC og TT) og de respektive comorbiditeter
- Den kombinerede effekt af genetik og mælkeindtag på risikoen for de respektive comorbiditeter
Mælkeindtag omfatter både ja/nej til mælk, mælkemængde samt mælketype.
Studiet har tilstrækkelig styrke til at kunne bekræfte, om genetisk laktose-intolerance og reduceret/intet indtag af mælk øger risikoen for de respektive comorbiditeter. Hvis hypotesen bekræftes, forventer vi, at resultaterne kan få indvirkning på anbefalinger omkring mælkeindtag.
Projekt: 1 august 2012 - 31. juli 2015
Budget: 1.623.000 DKK
Finansiering: Mejeribrugets ForskningsFond
Projektleder: Helle Kirstine Mørup Bergholdt
Institution: Næstved Sygehus, Klinisk biokemisk afd.
Deltagere: Christina Ellervik, Næstved Sygehus, Klinisk Biokemisk Afd.
Børge G Nordestgaard, Herlev Hospital, Klinisk Biokemisk Afd.