I debatten om klimamærkning glemmer vi et helt centralt aspekt
Debatindlæg i Børsen, den 14. april 2022
Af ernæringschef Merete Myrup, Mejeriforeningen
De seneste uger har debatten om den bæredygtige kost fyldt meget i avisspalterne med et særligt fokus på behovet for en klimamærkning af fødevarer. Senest i avisen her, hvor Anja Philip fra Forbrugerrådet Tænk og Leif Nielsen fra DI Fødevarer opfordrer til, at der politisk afsættes ressourcer til at udforme et klimamærke, der kan hjælpe forbrugerne med at spise efter de nye klimakostråd.
Lad mig sige fra start, at vi i Mejeriforeningen er enige i, at det er i vores fælles interesse, at forbrugerne bliver guidet i en mere bæredygtig retning ved kølediskene.
Men når det kommer til en mærkningsordning, er der et helt centralt aspekt, som mangler i den nuværende debat – selve ernæringen. For når vi taler om at spise bæredygtigt, er det vigtigt ikke at glemme, at den mad, vi spiser, jo ikke kun skal gøre os mætte; den spiller også en central rolle for vores sundhed, helbred og velbefindende.
Philip og Nielsen skriver ganske vist, at “et klimamærke kan bidrage til det samlede helhedsindtryk fra en fødevare”, men det helhedsindtryk kan forbrugeren kun få, hvis mærket i sig selv har blik for helheden. Et eksempel, der ofte bringes på banen, er sammenholdelsen af mælk og plantedrikke, f.eks. havredrik. Hvis man ser på CO2-aftrykket for den samme mængde af de to produkter, så udleder mælken mere CO2 end havredrikken. Det er tæt på dobbelt så meget, hvis man benytter Concitos klimadatabase.
Vi ser dog et markant anderledes billede, hvis vi i denne udregning tager højde for mængden af næringsstoffer, som man eksempelvis har set på i hollandske pilotstudier. Her har man målt CO2-aftrykket i forhold til de 11 vigtigste næringsstoffer – bl.a. protein og calcium – og her er resultatet af udledningen for havredrikken nu mere end tre gange større end mælken for den samme mængde næring. Den markante forskel ligger i, at mælken indeholder flere næringsstoffer end havredrikken, og at man derfor skal indtage mindre mængder for at få den samme mængde næring.
Hvilket af de to produkter er så det bedste at vælge for den bevidste forbruger, der gerne vil spise bæredygtigt – og ud fra hvilke kriterier? Et lignende regnestykke kan utvivlsomt laves for andre sammenlignelige fødevarer, og her er det vigtigt, at det er klart for forbrugerne, hvad det betyder, når de vælger det ene produkt frem for det andet.
Vi mener i Mejeriforeningen, at klima ikke er – og ikke bør være – det eneste fokus, når vi taler bæredygtig kost. Vi opfordrer til, at debatten om at guide danskerne i retningen af en mere bæredygtig kost tager udgangspunkt i FN’s fødevareorganisation, FAO’s, definition, der definerer den bæredygtige kost som dén, der både har et lavt klimaaftryk, som samtidig er økonomisk tilgængelig, respekterer den lokale madkultur, og som – ikke mindst – indfrier alle de sundhedsbehov, vi har som mennesker.
FAO’s definition afspejler kompleksiteten i hele debatten om vores kost, som det er vigtigt ikke at forsømme, og som også bør indgå i den danske debat. I vores bestræbelse på at løse klimakrisen skal vi nødigt ende med at skabe et sundhedsproblem.
Mejeriforeningen mener ligesom Forbrugerrådet Tænk og DI Fødevarer, at der er brug for et sammenligningsgrundlag baseret på “transparente og tilgængelige data”, der skal hjælpe forbrugerne i forhold til at kunne vælge bæredygtige fødevarer, men det skal have blik for helheden. Derfor skal en mærkningsordning – uanset om den er dansk eller i regi af EU – være gennemtænkt og tage højde for flere aspekter end alene klimapåvirkningen. Kun på den måde hjælper vi forbrugerne med at træffe de bedste valg – både for dem selv og klimaet.