Et klimamærke på fødevarer bør tage afsæt i kostrådene

Debatindlæg i Aarhus Stiftstidende, den 1. marts 2022

Af ernæringschef Merete Myrup og direktør Henrik Damholt Jørgensen, Mejeriforeningen.

Sidste år lancerede Fødevareministeriet et sæt nye kostråd under overskriften ’godt for sundhed og klima’. 

Og det var faktisk noget af en nyskabelse.

For første gang nogensinde blev der både lagt vægt på fødevarernes ernæringsmæssige kvaliteter og den klimabelastning, som produktionen af de pågældende fødevarer medfører.

Kun ét land ud over Danmark (Canada) har indtil videre lanceret lignende kostråd. Men det er selvsagt også noget af en opgave at levere et videnskabeligt underbygget og letforståeligt bud på, hvordan travle hverdagsmennesker kan sammensætte måltider, der både er sunde og klimavenlige.

Det giver nemlig ikke sig selv. Det kræver faktisk et solidt overblik at kunne komponere en daglig kost, der på den ene side sikrer, at man får de nødvendige næringsstoffer og som på den anden side belaster klimaet mindst muligt.

Alene af den grund er der grund til at fremhæve de nye kostråd og det omfattende arbejde, der ligger bag.

Ifølge kostrådene skal vi fremover spise ’planterigt, varieret og ikke for meget’.

Det er der ikke så mange danskere, der gør i dag, og det bliver utvivlsomt noget af en opgave at få flyttet noget så fastgroet som danskernes måltidsvaner i den retning.

Men det giver god mening at gøre det.

Klimarådet vurderer således i sin seneste rapport (side 2) ’…at de danske kostråd er tilstrækkeligt klimavenlige til at kunne fungere som pejlemærke for en klimavenlig kost frem mod 2030’.

Det vil derfor være oplagt, at man tager afsæt i kostrådene, når man i den kommende tid skal udvikle et klimamærke til fødevarer.

I EU diskuterer man i øjeblikket et såkaldt bæredygtighedsmærke på fødevarer (som måske kan være klar om et par år), mens der i Danmark fra flere sider fremsættes ønske om få indført et nationalt klimamærke på fødevarer hurtigst muligt.

I Mejeriforeningen bakker vi op en mærkningsordning (både i EU-regi og på nationalt plan), der kan gøre det nemmere for forbrugerne at navigere klimarigtigt på indkøbsturen. Og på linje med mange andre aktører i debatten mener vi, at mærkningen skal tage afsæt i klimadata fra en uafhængig og videnskabelig anerkendt database, som styres af myndighederne.

Men vi mener også, at det er vigtigt at få ernæringsaspektet med. Fordi indtag af fødevarer i høj grad også handler om at spise sundt og varieret.

Samtidig er vi overbeviste om, at det bliver nemmere at få det store flertal af befolkningen til at skifte til klimavenlige måltider, når det kobles med en vejledning i at få en bred vifte af forskellige fødevarer på tallerkenen.

Og her er det efter vores mening oplagt at tage afsæt i det videnskabelige arbejde, der allerede er udført i forbindelse med de nye kostråd. 

Det er vi ikke ene om at mene. I Klimarådets rapport (side 53) slår man netop til lyd for at ’designe mærket ud fra kostrådene’ for at kunne opnå de ’forventede adfærdsændringer’.

Det skal med andre ord være enkelt at forstå og give mening i en travl hverdag, hvis det skal virke.

Her vil nogen måske indvende, at det mest enkle ville være et mærke, der udelukkende viste den pågældende fødevares CO₂-aftryk. Fx pr. 100 g. Og ikke andet.

Det lyder også enkelt. Problemet er, at fødevarer ikke kun handler om at indtage en given mængde fødevarer om dagen. Det handler i høj grad om, hvad man spiser. Om næringsindholdet. Og her er stor forskel; nogle fødevarer er har et højt næringsindhold pr. 100 g, mens andre har et lavt indhold.

Lad os komme med et eksempel, som vi tillader os at låne fra et debatindlæg i Politiken (28.07.2021) af Malena Sigurgeirsdottir, cand.scient. i agricultural development og medstifter af Hey Planet.

Hun skriver:

”… når det kommer til diskussionen om den mest klimavenlige kost, synes jeg, vi tit glemmer at se på, hvor meget næring vi får ud af en fødevare, i forhold til hvor meget CO₂ den udleder.”

Herefter nævner hun to eksempler på, hvordan man kan via kosten kan få opfyldt sit daglige calciumbehov på 800 mg: Ved at spise 111,1 g brieost eller 1.800 g broccoli.

111,1 g brieost udleder 0,32 kg CO₂e, og 1.800 g broccoli udleder 1,28 kg CO₂e (Concitos Klimadatabase 2021 & DTU’s Fødevaredatabase 2019).

”I dette – med vilje lettere karikerede – eksempel er brie mere klimavenligt end broccoli,” konkluderer hun.

Som Malena Sigurgeirsdottir skriver, er der tale om et karikeret eksempel, og meningen er naturligvis ikke, at vi nu vil føre bevis for, at brie er mere klimavenligt end broccoli (eller advokere for at man kan dække sit calciumbehov på en diæt af brie). Slet ikke. Men regnestykket har en pointe: Det giver ikke mening udelukkende at sammenligne fødevarers C0₂-belastning pr. 100 g, da det er meget forskelligt, hvad man får af næringsmæssig værdi for de 100 g.

Men hvad giver så mening, når man skal designe en mærkningsordning, der favner sundhed og klima, er enkelt at navigere efter for forbrugerne og samlet set medfører et betydeligt mindre klimabelastende fødevareforbrug end i dag?

Her synes vi, at det ville være oplagt at bruge elementer fra kostrådene, som netop anviser en ernæringsrigtig vej til at få mere grønt på tallerkenen.

Overordnet set kunne man forestille sig et mærke, der tog udgangspunkt i de syv kategorier, som kostrådene er inddelt i. Det ville forenkle mærkningen og samtidig give mulighed for at vejlede forbrugerne i at sammensætte sunde, varierede og klimavenlige måltider.

Hvordan det konkret skal udformes, kunne det være interessant at nogle bud på fra folk med forstand på forbrugeradfærd.

Vi har ikke lagt os fast på, hvordan mærkningsordningen skal se ud.  Vores intention med dette indlæg har først og fremmest været at bidrage med et par vinkler på den vigtige debat om klimamærkning af fødevarer.

Vi kan kun blive klogere undervejs og ser derfor frem til en skarp og konstruktiv dialog med mange forskellige interessenter og eksperter.