Forum for Skolemad til Alle står bag et fælles charter
Mejeriforeningen er en af de 40 aktører fra madens, skolen og børnenes verden, som i 2024 etablerede Forum for Skolemad til Alle.
Det er et uformelt forum, der sammen sætter fokus på de mange positive effekter af skolemad og på den måde skabe momentum for udbredelse af skolemad i Danmark.
Forummet står bag et fælles charter om skolemad:
Her er link til charter for Skolemad til Alle
Hvad er Forum for Skolemad til Alle?
Forummet Skolemad til alle arbejder for at skabe indsigt i de mange positive effekter af skolemad og på den baggrund skabe yderligere momentum for udbredelse af skolemad i Danmark. Aktørerne ser fra hvert deres ståsted et stort potentiale i lige adgang til sund, grøn og velsmagende skolemad til alle børn i den danske grundskole.
Mejeriforeningen har - ud over at være medlem af forummet, også faciliteret selve det at samle aktørerne og skabe vidensdeling og netværk på området. Også Thise Mejeri, Naturmælk, Øllingegaard og Arla, samt Arla Fonden er med i Forum for Skolemad til Alle.
Hvad er målet for Forum for Skolemad til Alle?
Målet er lige adgang til sund, grøn og velsmagende skolemad for alle børn i grundskolen i Danmark – for børns læring, trivsel og sundhed.
Mange børn er sultne i skoletiden, og det påvirker deres koncentration og læring. Der er desuden stigende mistrivsel hos børn og unge, både fysisk, mentalt og socialt. Og der er desværre en klar social slagside, hvor børn fra familier i udsatte positioner rammes hårdere på alle parametre. Samtidig har folkeskolen og kommunerne stigende udgifter til det specialiserede børne-ungeområde.
Skolemad til alle børn i danske grundskoler kan være et bredtfavnende tiltag, der kan være med til at fremme børns læring, trivsel og sundhed, og derudover styrke skolen som en central samfundsbærende institution.
Stor opgave og stort potentiale
Det er en kompleks opgave at implementere skolemad i Danmark
Skolemad kræver grundige forberedelser i form af blandt andet analyser, afdækning af fysiske faciliteter, og der skal også være mulighed for at sikre kommunal og lokal selvbestemmelse.
Det er særligt vigtigt, at myndighederne udarbejder nationale kvalitetskrav til skolemaden.
Men skolemad af høj kvalitet forudsætter dedikerede økonomiske ressourcer, og for at gøre skolemad til alle til virkelighed er der brug for en langsigtet plan.
Det er afgørende at sikre de nødvendige økonomiske forudsætninger for skolemad til alle, for erfaringerne viser, at uden en særskilt økonomi kan det være vanskeligt at prioritere og fremtidssikre en skolemadsordning. Økonomien er en forudsætning for kvalitet og lige adgang, og er derfor afgørende for, at vores børn, forældre og samfundet som hele faktisk får gavn af skolemaden.
De 40 aktører er (august 2025):
Amanda Seafoods A/S, Arla Fonden, Arla Foods, Børns Vilkår, Cheval Blanc, Coop amba, Dansk Cater,
Dansk Vegetarisk Forening (DVF), Danske Skoleelever, Det Danske Madhus, Diabetesforeningen, FOA, Tænketanken Frej, Fru Hansens Kælder, Haver til Maver, Hørkram Foodservice A/S, Kost og Ernæringsforbundet, Københavns Kommune, Landbrug & Fødevarer, LOMA Landsforeningen - lokal mad for dagtilbud og skoler, Lantmännen Schulstad, Madkulturen, Madvognen, Mejeriforeningen, Meyers Madhus, Naturmælk, Novo Nordisk Fonden, Oluf Brønnum & Co. A/S, Pathenia Consulenza, Plantebranchen, Samsø Kommune, Simons Kogeskole, Skole og Forældre, ØJN Skolemad, Smørmanden, Thise Mejeri, SkoleMad.dk, Valsemøllen A/S, Økologisk Landsforening, Øllingegaard.