Mejeri i en sund og bæredygtig, europæisk fødevaresektor:
Plantedrikke kan ikke erstatte mælk
I en ny rapport fra DTU Fødevareinstituttet udarbejdet for Fødevarestyrelsen har forskere undersøgt næringsstofindholdet i forskellige plantedrikke. ”Plantedrikke er ikke et alternativ til mælk” – lyder overskriften på pressemeddelelsen, der sætter to streger under, at plantedrikke ikke kan sættes i stedet for mælk, fordi sammensætningen af næringsstoffer i mælk og plantedrikke er forskellig1.
Der er sket en betydelig vækst i salget af plantedrikke i Danmark de seneste år. Fra 2014 til 2019 er det samlede salg af plantedrikke steget fra 72 til hele 277 millioner kroner2. Forskernes formål med rapporten var at opnå viden om indholdet af næringsstoffer i de plantedrikke, der er på det danske marked.
Plantedrikke inkluderet i undersøgelsen
Havredrik
Havredrik m calcium
Havredrik m calcium, jod, riboflavin, D2- og B12-vitamin
Sojadrik
Sojadrik m calcium
Risdrik
Risdrik m calcium
Mandeldrik
Mandeldrik m calcium
Ernæringschef i Mejeriforeningen, Merete Myrup, hilser den nye undersøgelse velkommen:
”Det er virkelig dejligt, at en troværdig kilde som DTU har lavet analysen, så vi har fået opdateret vores viden om de forskellige plantedrikke, ikke mindst fordi der er tale om en voksende fødevaregruppe” siger Merete Myrup.
Undersøgelsen fremhæver, at forskellen på næringsindhold i mælk og plantedrikke særligt kommer til udtryk, når man kigger på de ikke-berigede plantedrikke. Mens letmælk indeholder 121 mg calcium pr. 100g letmælk, er der henholdsvis 5,3 mg i havredrik og 14 mg i sojadrik pr. 100g. Hertil kommenterer ernæringschefen:
”Mælk er naturligt rigt på calcium, som er et vigtigt mineral i forhold til opbygning og vedligeholdelse af knoglerne – det gælder især for børn og unge. Det skal forældrene være opmærksomme på, hvis de vil erstatte mælk med plantedrik.”
Merete Myrup understreger desuden, at rapporten ikke siger noget negativt om plantedrikke. Hun mener, at plantedrikke godt kan indgå i en ellers sund og variereret kost, så længe man er opmærksom på at drikkene ikke kan erstatte mælk, når man kigger på indholdet af næringsstoffer.
Dog fremgår det i rapporten, at Fødevarestyrelsen helt fraråder indtaget af risdrik for børn og anbefaler, at indtaget af risdrik også begrænses blandt voksne. Risdrikke indeholder nemlig det kræftfremkaldende stof arsen.
Kort om undersøgelsen
75 prøver af ni plantedrikke blev analyseret for indhold af makro- og mikronæringsstoffer som mineraler, vitaminer, sukkerarter og aminosyrer
Generelt er indholdet af vitaminer lavere i plantedrikke end i mælk. Det gælder imidlertid ikke plantedrikke tilsat riboflavin, cobalamin (B-vitaminer) og D2-vitamin. Her er indholdet højere eller på niveau med mælk.
Generelt har plantedrikke et lavere mineralindhold sammenlignet med mælk i forhold til calcium, magnesium, fosfor, zink, kalium og jod - med undtagelse af sojadrik. Her er indholdet af magnesium og zink på samme niveau, og niveauet af jern, kobber og mangan højere.
Finansieret af Den Europæiske Union. De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og er ikke udtryk for Den Europæiske Unions eller Det Europæiske Forvaltningsorgans for Forskning (REA)’s officielle holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor. For vejledning om afbalanceret sund kost se venligst: https://altomkost.dk/raad-og-anbefalinger/de-officielle-kostraad-godt-for-sundhed-og-klima/