Mejeri i en sund og bæredygtig, europæisk fødevaresektor:
Tag med Mejeriforeningen til Madens Folkemøde
Der er ikke længe til, at Madens Folkemøde igen slår dørene op til Engestofte Gods på Lolland. Den 2. og 3. juni samles ’Maddanmark’ bestående af politikere, branchefolk og madinteresserede til diskussion og debat i bæredygtighedens tegn. Gennem en bred vifte af debatter, workshops, smagninger og samtaler vil Madens Folkemøde gøre os klogere på vores mad: hvad er den, hvad skal den være, hvor kommer den fra, og hvordan skal vi spise den fremover?
Mejeriforeningen deltager også på Folkemødet med en debat om bæredygtige madvaner, hvor vi skal finde ud af, hvorfor det er så svært at omlægge kosten i en grønnere retning. Hvordan kan vi få danskerne til at spise mere bæredygtigt? Og hvilken betydning har smag egentlig for, om vi lykkedes med at ændre vores madvaner i en grønnere retning? Kan mejeriprodukter være en hjælpende hånd, hvis vi skal have flere måltider med mange grøntsager på middagsbordet? Det er nogle af spørgsmålene, vi forhåbentligt finder svar på i vores debat.
Et panel af førende forskere og eksperter indenfor adfærdsændringer, smag og gastronomi vil gøre os klogere på, hvordan vi kan blive bedre til at servere flere måltider med mange grøntsager. Panelet består blandt andet af Pelle Guldborg Hansen, Ole G. Mouritsen og Thomas Starcke.
Pelle Guldborg Hansen er adfærdsforsker på RUC og vil fortælle om, hvorfor det er så svært for os at ændre vaner, og hvad det er, der sker i hjernen, når vi vælger grønne måltider fra til fordel for mere klassiske og danske retter.
Ole G. Mouritsen er gastrofysiker, smagsekspert og professor emeritus på KU Food. I debatten vil han bringe sin viden i spil om, hvordan et fokus på smag kan bidrage til, at vi får flere måltider med mange grøntsager på danskernes middagsbord.
Thomas Starcke er gastronomisk konsulent og kok hos Meyers kantiner, hvor han repræsenterer 70 kantiner med skarpt fokus på grønne måltider, der ikke går på kompromis med velsmag, sundhed og klima.
Mejeriforeningen håber på en åben og konstruktiv dialog, hvor vi kan blive klogere på en realistisk vej til en mere bæredygtig linje for danskernes måltider uden at gå på kompromis med hverken sundhed eller bæredygtighed.
Debatten finder sted i Det Danske Køkken fredag den 2. juni fra kl. 16-16.45. Tilmelding er ikke nødvendig. Du kan læse mere om eventet på Folkemødets hjemmeside her.
Finansieret af Den Europæiske Union. De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og er ikke udtryk for Den Europæiske Unions eller Det Europæiske Forvaltningsorgans for Forskning (REA)’s officielle holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor. For vejledning om afbalanceret sund kost se venligst: HTTPS://ALTOMKOST.DK/RAAD-OG-ANBEFALINGER/DE-OFFICIELLE-KOSTRAAD-GODT-FOR-SUNDHED-OG-KLIMA/