10. april 2025

Ude og hjemme er der vækst for økologiske mejeriprodukter

Søndag 13. april 2025 er der Økodag, hvor forbrugerne kan opleve de økologiske køer komme på græs. Efter en periode, hvor nogle forbrugere var tilbageholdende med at købe økologisk, er udviklingen igen positiv for mejeriprodukter - både i Danmark og på eksportmarkederne.

Intet andet sted i verden køber forbrugerne så meget økologisk mælk, som i Danmark. Markedsandelen er 41,6 pct. i værdi og ca. 35 pct. i volumen (2023). Læs artiklen om de danske øko-verdensmestre her.

Ved Økodag søndag 13. april 2025 inviterer landmænd og mejerier forbrugerne til at fejre økologien. Læs mere om Økodag og book en billet via dette link.

Ude i verden er dansk økologi også populær.

Inden for økologisk eksport af fødevarer fra Danmark er mejeriprodukter den største varegruppe. I 2023 udgjorde eksporten af økologiske mejeriprodukter og modermælkserstatning ca. 1,3 mia. kr., svarende til 37 pct af den samlede eksport af økologiske fødevarer.

Mælk er centralt for økologien i Danmark

Danmark har en politisk målsætning om at fordoble det økologiske areal, forbrug og eksporten frem mod 2030 (mål ifht 2018.) Det er således målet, at det økologiske areal skal udgøre 21 pct. af det danske landbrugsareal i 2030, at det økologiske forbrug i detailhandlen og de professionelle køkkener skal udgøre hhv. omkring 25,8 mia. kr. og 4,6 mia. kr. i 2030, og at økologiseksporten skal udgøre 5,8 mia. kr.

Kvægbruget og mælkeproduktionen spiller sammen med mejerierne en væsentlig rolle for at nå det danske mål om at øge økologien.

Mejeriforeningen er en aktiv medspiller i at skabe vækst for økologien i form af at arbejde for at rammerne for at udvikle mejeriernes økologiske forretningsområder er til stede, herunder markedsføringskanaler og viden om danske økologiske mejeriprodukter hos kunder og forbrugere verden over.

En stor indsats 

Udvikling af økologisk mejeriproduktion og et marked for økologiske varer har historisk krævet en stor indsats fra både mælkeproducenter og mejerier. Det er stadig krævende at vedligeholde og udvikle markedet for økologiske mejeriprodukter, både i Danmark og på eksportmarkederne, fordi økologien typisk kommer med en merpris, hvilket gør økologien mere følsom i tider med stigende forbrugerpriser og leveomkostninger.

Her står økologiske mælk og mejeriproduktion aktuelt

I en artikel bragt i bladet "Økologi - inspiration til jordbruget" sætter Mejeriforeningens adm. direktør Henrik Damholt Jørgensen spot på den aktuelle situation for økologisk mælkeproduktion. Han spoler tilbage til 2022, hvor fødevarepriserne steg i halen på pandemien og den russiske invasion af Ukraine, Det betød, at forbrugerne begyndte at købe færre brandede produkter og mere discount.

Det var et slag for salget af økologiske mejeriprodukter, og der opstod en ubalance mellem udbud og efterspørgsel. 

Arla foretog i 2023-2024 en tilpasning af den økologiske mælkemængde med op til 100 mio. kg, mens de øvrige danske øko-mejerier har nogenlunde uændret produktion. Det betyder, at der i Danmark i 2024 blev produceret 635 mio. kg øko-mælk på 320 bedrifter (35 færre end i 2023). Det er et fald på 8 pct. fra 2023 og 13 % målt op imod 2022.

 Efterspørgslen stiger igen i Danmark

Nu stiger efterspørgslen efter økologiske varer igen i Danmark. Det gælder også for mejeriprodukter, særligt fra andet halvår 2024 og både i detailhandel og foodservice. En Kauza markedsanalyse fra Økologisk Landsforening viser, at den økologiske markedsandel i detailhandel i Danmark for mejerivarer samlet er øget fra 19,6 pct. i 2023 til 20,2 pct. i 2024. Den positive udvikling er fortsat ind i 2025.

Der er grund til optimisme. Ikke kun på grund af øget efterspørgsel herhjemme, men også fordi salget vokser i Tyskland, som er danske øko-mejeriers største eksportmarked. 

I 2024 steg det tyske salg af både økologisk drikkemælk og ost med ca. 6 pct. i mængde, mens yoghurt havde en vækst på 8 pct. Til gengæld blev der solgt omkring 2 pct. mindre øko-smør end året før. Den øgede efterspørgsel er fortsat ind i 2025 ifølge Öko-Markt Woche.

Læs også denne artikel om eksporten af økologiske mejeriprodukter.

Forudsætninger for vækst

Globalt er der også pil opad. På verdensplan stiger efterspørgslen efter mælk og mejeriprodukter generelt med 1-2 pct. hver år, og stigningen gælder også økologiske varianter på nogle markeder. Mejeriforeningen har dog ikke konkrete tal for hverken det globale udbud af økologisk mælk eller væksten. 

Mejerierne og Mejeriforeningen arbejder med at udvikle nye markeder. Det er vigtigt for at kunne bevare og udvikle grundlaget for den økologiske mælkeproduktion og mejerisektoren i Danmark. 

De seneste års internationale indsatser hos Mejeriforeningen har blandt andet været i Mellemøsten, Kina og Filippinerne. På det danske marked har Mejeriforeningen de seneste år sat spot på økologisk ost gennem en kampagne og med events og aktiviteter. Og faktisk køber danske forbrugere mere økologisk dansk ost i dag end tidligere. 

En anden forudsætning for vækst er, at der er tilstrækkeligt med rå mælk. Her kan der være en risiko for, at mælkeproducenter stopper med økologisk produktion, uden at andre tager over eller uden af mælken ”samles op” af andre landmænd. Det kan for eksempel være på grund af ophør eller omlægning til konventionel produktion i forbindelse med generationsskifte. 

GÅRDENE

Pr 1. november 2024 er der 320 gårde med økologisk mælkeproduktion, svarende til omkring 15 procent af alle danske mælkebedrifter. Der blev indvejet 630 mio. kg økologisk mælk i 2024, svarende til 11 pct. af den samlede indvejning i Danmark (foreløbige tal). Pr. 31. maj 2023 var der i alt 70.300 malkekøer. Gårdene havde tilsammen ca. 105.000 hektar økologisk jord. Mere end 1/3 af al økologisk jord i Danmark er således knyttet til en gård med mælkeproduktion. Der var i alt 3.960 økologiske bedrifter, fordelt på alle produktionsgrene ifølge Landbrugsstyrelsen.

--

FORBRUGERNE

Intet andet sted i verden køber forbrugerne så meget økologisk mælk, som i Danmark, hvor markedsandelen er 41,6 procent i værdi og omkring 35 procent i volumen i 2023.

Eksportmarkederne: Inden for økologisk eksport af fødevarer fra Danmark er mejeriprodukter den største varegruppe. I 2023 udgjorde eksporten af økologiske mejeriprodukter og modermælkserstatning alene 1,3 mia. kroner. På mange eksportmarkeder forbindes danske økologiske mejeriprodukter med særlig kvalitet.

--

MEJERIERNE

Mejeriforeningen har 8 medlemmer, der producerer økologiske mejeriprodukter. Det er Arla Foods, De økologiske mejerier Naturmælk og Øllingegaard, Thise Mejeri, Them Andelsmejeri, Mammen Mejerierne, Løgismose, Nordex Food og Jernved Mejeri.