Thise Mejeri klar med 'klima-karton'
Mælk fra Thise Mejeri vil inden længe blive tappet på en ny og mere klimavenlig karton. De nye kartoner vil helt igennem være baseret på træmasse fra Skandinavien og sikrer en markant CO2-reduktion, oplyser mejeriet.
Thise Mejeri er på vej med en ny mælkekarton, som er baseret 100 pct. på træ. Selve pappet i kartonen vil som hidtil stamme fra træmasse fra skandinaviske skove, og fremover vil såvel yder- som indersiden heraf også være helt ubleget. Endvidere vil plastmembranen på kartonens yder- og inderside, der sikrer kvalitet og holdbarhed, fremover være baseret på træolie, der er udvundet af fyrretræer fra skove i Skandinavien.
Første gang i Danmark
Det er første gang i Danmark, at et mejeri sender en karton i handlen, hvor al kartonmaterialet inkl. plastmembranen stammer fra træmasse fra skandinaviske skove, oplyser Thise Mejeri.
”Vi er meget glade for, at vi i samarbejde med vores kartonleverandør, Elopak nu vil kunne sende en mælkekarton ud i handlen, som helt og holdent er baseret på fornybar og regionale kilder," siger direktør for Thise Mejeri, Poul Pedersen – og fortsætter: ”I løbet af første halvår 2020 forventer vi, at hovedparten af mejeriets kartoner er udskiftet. Dermed kan forbrugere, som lægger Thise-, Änglamark-, Fakta 365- og Irmamælk i kurven se frem til en markant klimareduktion."
Hos Coop siger Mathias Hvam, ansvarlig for cirkulær økonomi og emballage i Coop:
"Coop har med vores emballagestrategi forpligtet os til, at omstille vores emballager til bæredygtige løsninger. Thises nye kartoner er et vigtigt og stort skridt på denne rejse. Vi bruger rigtig mange mælkekartoner i Danmark. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi ser ind i hvordan de kan gøres mere miljøvenlige, og det er Thise nu lykkedes med”.
Fakta om Thise Mejeris nye karton
- Den nye karton reducerer 16 procent af CO2 udledningen på Thise kartoner sammenlignet med CO2-udledningen fra de eksisterende Thise kartoner. Reduktionen af CO2 udledningen er på ca. 150.000 kg CO2 om året.
- Teknologien baseret på fyrtræolie af skandinavisk oprindelse til fremstilling af kartonens plastmembran vil blive overført på Thises eksisterende karton allerede her i januar måned.
- Skruelågene på Änglamark og Fakta 365 kartonerne vil i løbet af foråret også overgå til helt at blive fremstillet på basis af træolie udvundet af fyrretræer fra skove i Skandinavien.
- Den helt nye karton vil være ude i detailhandlen i første kvartal af 2020, og i løbet af første halvdel af 2020 vil hovedparten af al økologisk Thise-, Änglamark-, Fakta 365- og Irmamælk blive tappet på den nye karton.
Vil du vide mere?
Bæredygtighed handler om meget andet end klima
Animalsk fødevareproduktion belaster klimaet, men i den tredje verden kan et par husdyr sikre en hel families overlevelse. IDF-konference om bæredygtig kost satte fokus på udfordringerne med at forsyne verdens befolkning med sunde, billige fødevarer – og samtidig bevare miljøet.
Danmark kan spinde guld på vejen mod at blive klimaneutral
Dansk erhvervsliv kan udnytte sin frontløberrolle i den grønne omstilling, sagde erhvervsminister Simon Kollerup på konferencen ’Vejen mod nul’ på Christiansborg. Arlas klimatiltag blev fremhævet som et globalt foregangseksempel.