07. juli 2025

Stor tilfredshed med ny praktikordning

Første hold bachelor-studerende Fødevarer og Ernæring, KU, har nu været igennem ny praktikordning, og meldingerne er positive.

Bachelorstuderende på Fødevarer og Ernæring, Københavns Universitet, har fra i år fået et længere praktikforløb, 18 uger + 4 uger på Kold College, i mejerisektoren som en del af deres uddannelse.

4. juli 2025 var der eksamen og poster-udstilling på baggrund af de studerendes praktikopgaver, og det blev markeret af Københavns Universitet, Industrigruppen bag Mejeriingeniøruddannelsen, Dansk Mejeriingeniør Forening og Mejeriforeningen ved et arrangement hos Mejeriforeningen i Skejby.

Spred rygtet
En af talerne var Lars Sylvest Vestergaard, formand for “Industrigruppen bag Mejeriingeniøruddannelsen”. Han tøvede ikke med at konkludere helt overordnet, at den forlængede praktik er en succes.

”Teorien var, at en længere praktikperiode ville øge værdien både for jer som studerende og for praktikstedet, og ud fra jeres summen her i dag og jeres poster-præsentationer, vil jeg vurdere, at det er lykkedes. Nu skal I ud og sprede rygtet om den oplevelse, I har haft i jeres praktiktid,” lød hans opfordring med baggrund i ønsket om at tiltrække endnu flere studerende til såvel bachelor-uddannelsen som kandidaten.

”Uanset hvilken del af fødevarebranchen, I ender med at vælge fremadrettet, så er der brug for jer. Jeres uddannelse har aldrig været vigtigere: Der er globalt brug for 50 procent mere ernæringsrigtig protein i 2050, men det skal produceres med et mindre aftryk. Det må siges at være en meningsfuld opgave at arbejde med.”

Mejerisektoren giver masser af muligheder
Henrik Damholt Jørgensen, adm. direktør i Mejeriforeningen lagde heller ikke skjult på, at mejeribranchen håber at en del af de bachelor-studerende vælger at fortsætte studierne og uddanne sig til mejeriingeniører.

”Vores medlemmer, mejerierne, er helt vilde efter at få fat i sådan nogle som jer. Og der er mange gode grunde til, at I skal vælge mejeribranchen til,” sagde han og fremhævede blandt andet den store dedikation og faglighed på tværs af branchen, det gode samarbejde og netværk, at mælk er en sund råvare, der kan forvandles til et hav af lækre produkter og at mejerisektoren arbejder samlet på at nedsætte klimaaftrykket. Den danske mejeribranche er international og respekteret internationalt og som sådan er der også job-muligheder internationalt for en dansk-uddannet mejeriingeniør.

Der var også taler fra Anni Bygvrå Hougaard, Københavns Universitet og fra nyuddannet mejeriingeniør Majken Ildor samt formanden for Dansk Mejeriingeniør Forening, Martin H. Petersen, gav de studerende nogle ord med på vejen.  

Praktikstederne
De studerende har været i praktik
hos Københavns universitet, Arla Troldhede Mejeri, Arla Slagelse Mejericenter, Naturmælk, Novonesis, Arla Rødkærsbro, Arla Birkum ost, Arla Innovation Centre, Øllingegaard,
Arla Taulov, Mammen Mejerierne A/S, AFI innovation center, Arla Hobro, Arla Esbjerg.