Hullerne i ost kan kurere tømmermænd
Når ost står på køl, dannes en særlig luftart i hullerne. Ny forskning tyder på, at denne ’osteluft’ kan fjerne de smertefulde følger af en fugtig aften.
Hvis du har tømmermænd dagen derpå, er det ikke fordi, du har drukket for meget. Du har snarere spist for lidt ost. Noget tyder i hvert fald på, at hovedpine, kvalme og træthed efter en fugtig aften kan kureres af nogle særlige aminosyrer i ost.
Det siger Merete Myrup, ernæringschef for mejeriområdet i Landbrug & Fødevarer.
”Når aminosyrerne indgår i kemiske forbindelser med hinanden i osten, udvikles en særlig luftart, som ophober sig i ostens huller. Det har vi længe vidst. Men det er aldrig blevet undersøgt nærmere, hvad luftarten består af, og hvilke effekter den kan have. Det er vi i gang med nu, og det ser ud til at have nogle meget spændende perspektiver i forhold til noget, som ofte efterlyses: en kur mod tømmermænd,” fortæller Merete Myrup.
Slatten mejerist blev frisk
Hun kom på sporet af den muligvis epokegørende og ukendte side af ost gennem en henvendelse fra ejeren af et mindre mejeri. Her var en mejerist mødt til en lørdagsvagt efter at have fået vel meget inden for vesten fredag aften.
Medarbejderen hang noget med hovedet, men blev sendt ind på ostelageret for at sortere nogle oste. Da han kom ud igen, følte han sig frisk.
Hændelsen fik mejeriejeren til at inspicere ostelageret. Det viste sig, at en motor i udluftningssystemet var defekt, og at luften derfor ikke var blevet cirkuleret. Det fik ham til at spørge Merete Myrup, om den stillestående luft kunne have gjort det af med medarbejderens tømmermænd.
Merete Myrup fik straks interesse for sagen. Sammen med forskere fra Aarhus Universitet har hun i den seneste tid analyseret prøver af luft fra huller i ost. Samtidig har eksperterne testet luftens effekt på forsøgspersoner, som i videnskabens tjeneste har kigget dybt i flasken for at få ’ondt i håret’.
Gule oste er effektive
Det er endnu for tidligt at drage konklusioner af forsøgene, men Merete Myrup kan foreløbig melde om lovende resultater.
”Forsøgspersonerne spænder fra unge studerende til modne mænd og kvinder i ’rødvinssegmentet’. Uanset deres alder eller hvilken type øl, vin eller spiritus de har nydt, kan vi måle væsentligt lavere mængder af acetaldehyd. Sådan hedder det giftstof, der giver tømmermænd. Det udvikles, når alkohol nedbrydes i leveren,” forklarer Merete Myrup.
Forskerholdet har desuden udtaget luftprøver fra forskellige typer oste for at se, om de har forskellig virkning. Gule oste, fx Danbo, der har lagret i over et halvt år, har vist sig særligt effektive til bekæmpelsen af tømmermænd.
”Det kan hænge sammen med, at disse oste modner længe i kit, som holder på luften og gør den mere koncentreret,” siger Merete Myrup.
En ekstra snaps til påskefrokosten
Mejeri.dk præsenterede forskernes videnskabelige arbejde for Martin Vorsøe, formand for Ostehandlerforeningen for Danmark. Det fik en prås til at gå op for ham.
”Flere af mine kolleger og jeg har lagt mærke til, at unge, klatøjede mænd og kvinder af og til kommer ind i butikken og er der i et stykke uden at købe noget. Det sker typisk om lørdagen. Hvem ved, måske dukker de op for at få klaret hovedet med en dosis osteluft,” gisner Martin Vorsøe.
Han er klar til at bruge den nye viden over for sine kunder:
”Vi skal da afgjort have fortalt, at ost – især ekstra lagret Danbo – ikke bare smager godt til påskefrokosten 1. april og ved andre festlige lejligheder, men at den muligvis også kan give plads til en ekstra snaps eller to.”