”Folk var meget nysgerrige – og positive”
59.700 danskere brugte en del af søndagen på at besøge en mælkeproduktion til Åbent Landbrug. På gården Nordbæk tog mælkeproducent Henning Have imod gæsterne sammen med mejeriejer Jens Beierholm Poulsen, Nørup Mejeri, mens Mejeriforeningsformand Steen Nørgaard Madsen og familie holdt åbent hus på Liselund. Begge bedrifter var med i Åbent Landbrug for første gang.
”Jeg synes, at det er alletiders på den måde, at kunne vise samspillet mellem landbrug og mejeri,” siger mejeriejer Jens Beierholm Poulsen, Nørup Mejeri. Han er til Åbent Landbrug hos en af mejeriets leverandører, Henning Have, der har 300 malkekøer og 300 kvier/kalve på gården Nordbæk ved Egtved. Det er første gang, at en af leverandørerne til Nørup Mejeri holder Åbent Landbrug, og Jens Beierholm Poulsen glæder sig over at kunne bakke op om initiativet. Sammen med sin hustru Marianne og medarbejder Anni Hansen illustrerer han meget bogstaveligt samspillet mellem landbrug og mejeri ved at uddele smagsprøver på nogle af mejeriets oste fra et par borde uden for gårdens stald. Det giver anledning til masser af snak om køer, mælk og ost m.m.
Mejeriejer Jens Beierholm Poulsen (tv.) og medarbejder Anni Hansen, serverer smagsprøver på oste fra Nørup Mejeri for gæsterne til Åbent Landbrug på gården Nordbæk.
”Der var flere fra lokalområdet, som ikke var klar over, at de havde et lokalt mejeri,” konstaterer Jens Beierholm med et smil. Omkring 1.200 mennesker kigger i løbet af dagen forbi gården, hvor synet at en kod, der malket i en malkerobot, er en af de populære attraktioner.
Mælkeproducent Henning Have (tv.) og mejeriejer Jens Beierholm Poulsen. Henning Haves 300 malkekøer leverer mælk til osteproduktionen på det lokale Nørup Mejeri, som ejes af Jens Beierholm Poulsen.
”Jeg er vanvittigt godt tilfreds – jeg kan ikke være andet,” lyder det fra gårdejer Henning Have. ”At se så mange mennesker her er skønt, og der har ikke været en eneste, der har haft en negativ tilgang. Jeg er også overrasket over hvor meget tid og energi vores medarbejdere har lagt i det her arrangement, det er virkelig dejligt at opleve.”
Bedsteforældre med børnebørn
Længere nordpå, i det jyske Søhøjland, mellem landsbyerne Sorring og Voel, ligger gården Liselund, hvor ægteparret Kirsten Kruckow og Steen Nørgaard Madsen (formand for Mejeriforeningen), driver mælkeproduktion sammen datteren Maiken Nørgaard Madsen og hendes mand Johan Schelde Christensen. Bedriften består af 450 malkekøer og 450 kvier/kalve.
Værter og gæster på Liselund. Ægteparret Kirsten Kruckow og Steen Nørgaard Madsen i midten flankeret af sønnen Torsten Nørgaard Madsen (tv.) og datteren Maiken Nørgaard Madsen med sønnerne Asser og Eskild og deres fætter Aksel. Maikens mand Johan Schelde Christensen og ægteparrets datter Sina er ikke med på billedet.
Omkring 2.500 gæster besøger i løbet af dagen Liselund, som i år er med i Åbent Landbrug for første gang.
”Det er overvældende, hvor mange besøgende vi har haft i løbet af dagen. Folk er meget positive, så det har virkelig været en god oplevelse,” fortæller Kirsten Kruckow.
”Folk vil rigtig gerne snakke,” supplerer Steen Nørgaard Madsen. ”De er meget interesserede i at opleve, hvordan et moderne landbrug fungerer, og spørger nysgerrigt til det hele.”
Gæsterne er god blanding af landmænd og andre fra lokalområdet og folk fra store og små byer i nærheden. Og i løbet af dagen slår mange af dem sig ned i området foran den nybyggede stald, hvor en stor halmlegeplads trækker mange børn til.
”Vi møder mange bedsteforældre, som har taget deres børnebørn med. Man kan fornemme at en del bedsteforældre kender til landbruget, og nu synes de at børnebørnene skal have lov til at opleve det på nærmeste hold. Det er jo dejligt,” siger Steen Nørgaard Madsen.
Køer og store maskiner
Uanset hvor man er på bedriften, må man konstatere, at Åbent Landbrug i høj grad er en familieudflugt. I den nye løsdriftsstald er blandt andre familien Staugaard Madsen Silkeborg inde for at hilse på køerne. Den lille familie består af ægteparret Karina og Lars og deres søn Karl på to og et halvt år.
Familie på besøg i stalden på Liselund. Maiken og Lars Staugaard Madsen med sønnen Karl.
"Vi er her først og fremmest for at vise Karl hvordan det der med køer og mælk hænger sammen,” fortæller Lars Staugaard Madsen.” Jeg er selv opvokset på landet, og vi gerne give noget viden om landbrug videre vores søn. Og så skal Karl selvfølgelig se de store maskiner. Dem er han meget optaget af.”
FAKTA om Åbent Landbrug
Søndagen igennem blev der afholdt Åbent Landbrug på i alt 58 gårde og fødevarevirksomheder i Danmark – heraf 32 bedrifter med mælkeproduktion.
Det samlede besøgstal endte på 85.335, hvoraf 59.700 kiggede indenfor på en mælkeproduktion.
Dertil holdt mejerierne Naturmælk og Øllingegaard Mejeri åbent hus med henholdsvis 300 og 425 gæster til rundvisning.