19. marts 2025

Eksporten af dansk ost steg i 2024 – smøreksporten faldt

Prisstigninger på grund af øget efterspørgsel og et udbud der ikke kan følge med, kendetegnede eksporten af danske mejeriprodukter i 2024. Der skete også forskydninger mellem produktkategorier i forhold til tidligere år.

Eksporten af mejeriprodukter fra Danmark beløb sig i 2024 til 28 mia. kroner. Det er en stigning på 5 pct. fra 2023. Der er samtidig tale om en rekord, dog ikke langt fra niveauet for eksporten af mejeriprodukter i 2022.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Den samlede danske fødevareeksport udgjorde i 2024 151 mia. kr. 

Stigende efterspørgsel driver prisstigninger

År efter år stiger den globale efterspørgsel efter mejeriprodukter, og det har også gjort sig gældende i 2024. Men udbuddet er langt fra steget i samme takt, og det har udløst prisstigninger globalt på mejerivarer.

I Danmark steg produktionen af rå mælk i 2024, men kun ganske svagt med 0,1 procent i forhold til 2023. I alt blev der i 2024 indvejet 5.690 mio. kg mælk på mejerierne i Danmark. Altså har de råvaremængder, der har været til rådighed for de danske mejerier, været nogenlunde på tidligere års niveau.

Stigningen i den danske fødevareeksport skyldes dels stigende priser, og det gælder for alle fire eksport-kategorier: Mælk og konsummælkprodukter, Mælkekonserves, Ost, Smør og smørolie.

Det hører dog samtidig med til historien, at der også er sket væsentlige ændringer i, hvordan de eksporterede mængder fordeler sig på de forskellige kategorier af mejeriprodukter, forklarer Niels Ole Nielsen, som er chefkonsulent hos Mejeriforeningen / Landbrug & Fødevarer.

Der har således fra 2023-2024 været en stigning i eksporten af ost samt mælk og konsummælkprodukter, men det har betydet et fald i eksporten af smør og smørolie samt mælkekonserves.

 

  2022 2023 2024 2025
Værdi (mia. kr) 27,3 26,6 28,0 5 %
Mælk og konsummælkprodukter  3,9  3,4  3,5 3 %
Mælkekonserves  6,4  5,3  5,6 6 %
Ost  14,1  14,7  15,7 7 %
Smør og smørolie  3,0  3,2  3,1 1 %

 

Produkt (mio. kg)    2022 2023 2024 2024/2023
Mælk og konsummælkprodukter 519 484 490 1%
Mælkekonserves  163 155  147 -5%
Ost  409 455 475 4%
Smør og smørolie  62 72 63 -13%