13. august 2020

Flere unge vil arbejde med fødevarer

Mejeribranchen kan få glæde af, at der i år er optaget flere unge på videregående uddannelser indenfor fødevareområdet.

”Det er virkelig positivt, at flere unge søger ind på de videregående uddannelser, som mejeriindustrien rekrutterer nye medarbejdere fra.”

Sådan siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer/mejeri Kim Tram Sørensen. Han konstaterer med tilfredshed, at der i år er blevet optaget 100 studerende på uddannelsen Fødevarer og Ernæring ved Københavns Universitet (KU) mod 85 sidste år. Der er tale om bacheloruddannelsen, som er grundlaget for at læse videre til bl.a. mejeriingeniør.

Generel høj vækst

Også på andre videregående uddannelser med relation til mejeribranchen er der fremgang. Generelt er optaget på de såkaldte STEM-uddannelserne (Science, Technology, Engineering og Mathematics) i år steget – helt præcist med 1.380 personer, hvilket svarer til en stigning på 9 pct. Dermed er væksten i optagelsen på STEM-uddannelserne højere end væksten i optaget generelt.

”Det er meget positivt, fordi det også er inden for de hovedområder, at fødevareindustrien, herunder mejerierne, skal finde nye medarbejder,” siger Kim Tram Sørensen og tilføjer:

”Fx har også den forholdsvis nye uddannelse Kemi og Fødevareteknologi på Aarhus Universitet haft en stor fremgang i optaget på 67 pct. fra 24 til 40 studerende.”

Færre på uddannelsen til mejeriingeniør

Til gengæld er der i år kun optaget 15 studerende på kandidatuddannelsen til mejeriingeniør på KU – umiddelbart et relativt lavt tal, eftersom der sidste år blev optaget 27 på uddannelsen og målet er mellem 30 og 35 studerende om året.

”Men der er ingen grund til panik – det er helt som forventeligt,” siger sekretariatsleder i Mejeriingeniørforeningen Anne-Sofi Christiansen.

Hun forklarer, at det relativt lave tal alene skyldes overgangen til den nye praktikordning, som kort fortalt betyder, at en del af de studerende er kommet senere i praktik og derfor først vil kunne søge optagelse på kandidatuddannelsen fra februar 2021 eller til næste sommer. KU’s eget bacheloroptag er med andre ord blevet forskudt i år.

Mejerierne har gennem en del år manglet mejeriingeniører, efter at antallet af studerende tidligere var nede omkring 10. Tilbage i 2012 gik ’Industrigruppen bag mejeriingeniøruddannelsen’ (bestående af Arla, Chr. Hansen, Novozymes og andre der ansætter mejeriingeniører), derfor i samarbejde med Københavns Universitet om en informationskampagne for at gøre uddannelsen mere kendt.