26. maj 2020

En skål quinoa, tre æg, 83 g mandler – eller to glas mælk

Ny plakat fra Mejeriforeningen viser, hvor meget man skal spise for at få den samme mængde proteiner, som to glas mælk indeholder.

Er mælkeprodukter en god kilde til protein? Ja, også i den grad. Det kan man se på Mejeriforeningens nye plakat. Den viser, hvor store mængder af andre proteinholdige fødevarer man skal spise for at få den samme mængde protein, som man får ved at drikke to glas mælk.

”Drikker man to glas mælk om dagen, er man godt man på vej mod det dagligt anbefalede proteinindtag. Vi gør os ikke til dommere over, hvordan man får nok protein i kosten, men vil vise, at man nemt kan få det fra mælk og mejeriprodukter,” siger Mie Bojer Kanstrup, konsulent i L&F, Afdeling for Ernæring.

Kroppens byggesten

Protein – der populært kaldes kroppens byggesten – findes i en lang række fødevarer. Animalske fødevarer er kendte kilder til protein, men en række vegetabilske fødevarer indeholder også det vigtige næringsstof. For at få nok protein gennem vegetabilske fødevarer skal man dog indtage store mængder.

”Det kan især være udfordrende for børn. Fx skal man spise fire dl quinoa – der ofte fremhæves som en god proteinkilde – tre æg eller 83 g mandler for at få den samme mængde protein som fra to glas mælk. I øvrigt er der forskel på kvaliteten af de forskellige proteinkilder. Kvaliteten af animalske proteiner er god, fordi sammensætningen af aminosyrer i dem i høj grad svarer til den, vores krop har brug for,” siger Mie Bojer Kanstrup.

De sammenlignende tal mellem mælk og andre fødevarer er beregnet på baggrund af tal fra DTU Fødevareinstituttet. Plakaten, der er i A2-format, kan bestilles hos Ernæringsfokus. Dertil kan den frit printes i A4-format.

I januar lancerede Mejeriforeningen en plakat, der sammenlignede mængden af calcium i mælk med andre fødevarers indhold af det vigtige mineral.