25. september 2019

Skolemælken oplever højeste tilslutning i fire år

Det går fremad for Mejeriernes Skolemælksordning, der nu leverer mælk til 110.000 danske børn.

Når det ringer til spisefrikvarter på landets skoler, kan flere og flere børn nuppe deres helt egen, kolde skolemælk fra de blå køletasker. Det går nemlig godt med tilmeldingen til Skolemælk, der er på sit højeste niveau i fire år.

På landsplan drikker omkring 110.000 børn dagligt en kvart liter mælk til frokosten leveret af ordningen, der dækker 1.400 danske skoler fordelt i hele landet.

”Vi er selvfølgelig glade for, at flere og flere forældre og børn vælger skolemælk. Det er absolut ikke en selvfølge i en tid, hvor der stilles spørgsmålstegn ved alt lige fra havregryn til rugbrød,” lyder det fra Louise Poulsen, projektleder hos Mejeriernes Skolemælksordning.

Skolemælk hitter hos de mindste

Skolemælk når ud til 70 pct. af alle skoler og i øjeblikket er tilslutningen på indeks 105 i forhold til samme periode sidste år. De skoler, der ikke er med i ordningen, arrangerer typisk deres eget tilbud, hvilket betyder, at omkring 140.000 danske børn dagligt får mælk i skolen.

Langt de fleste af de børn, der drikker skolemælk, går i de yngste klasser. Sådan har det altid været, forklarer Louise Poulsen:

“Børnene i indskolingen synes, det er spændende at få skolemælk og være mælkedukse. Når børnene bliver lidt ældre, begynder de at frigøre sig fra deres forældre, og her er fravalg af skolemælken ét blandt mange ubevidste symboler på frigørelsen,” siger hun.

De yngste har også været i fokus ved det nye aktivitetstiltag ‘Lær om dyr’, hvor Skolemælk i samarbejde med Aalborg Zoo og biolog Anders Kofoed har udarbejdet undervisningsmateriale og sjove fællesaktiviteter, der skal lære især indskolingselever om verdens dyr.

Fokus på det sunde fællesmåltid

En anden aktivitet, hvor Mejeriernes Skolemælksordning sætter fokus på fællesskab, er den internationale ’Skolemælkens Dag’, der i år løber af stablen netop i dag - onsdag 25. september.

Igen i år er det sunde fællesmåltid omdrejningspunkt for dagen på de danske skoler. Under overskriften ’Spis Sundt Sammen’ sætter Skolemælk fokus på fællesspisning, hygge og god frokost - og mælk.

Skolemælkens Dag – også kaldet World School Milk Day - blev startet af FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO i 2001 og kan næste år fejre 20-års jubilæum. Dagen er blandt andet med til at gøre opmærksom på den store og positive forskel et glas mælk kan gøre for folkesundheden i tredjeverdenslande.

Vil du vide mere?