20. august 2019

Masser af ost på sensommerens madfestivaler

Klassisk ostefondue i ny udgave, eksperttips til ostesmagning, gourmetretter med ost og massevis af smagsprøver på oste fra store og små danske mejerier. Der er i den grad ost på menuen, når Ost & ko-kampagnen i den næste måneds tid indtager Copenhagen Cooking, Food Festival i Aarhus og Odense.

Ovenpå sommerens mange musikfestivaler er det nu blevet sæson for festivaler med fokus på fødevarer og smagsoplevelser. I stil med tidligere år sørger kampagnen Ost & ko for, at de danske oste er godt repræsenteret på tre af de helt store festivaler: Copenhagen Cooking, Food Festival i Aarhus og SPIS! Odense Food Festival.

”Folk strømmer til madfestivalerne i disse år. Vi ser en stigende interesse for fødevarer og en stor appetit på ny viden og nye smagsoplevelser blandt danskerne. Derfor skal vi selvfølgelig være tilstede på festivalerne og inspirere publikum til at gå på opdagelse i det meget varierede udbud af danske oste,” fortæller marketing manager Lars With Jensen, Mejeriforeningen.

Han står i spidsen for Ost & ko-kampagnen, som i år har skærpet sit fokus på de gule oste fra Danmark.

”Vi vil gerne vise bredden i udbuddet og de gastronomiske kvaliteter i de forskellige oste. Tidligere blev de gule oste måske opfattet som nogle lidt anonyme hverdagsoste, men i de senere år har vi registreret at både kokke og madskribenter har fået øjnene og smagsløgene op for de mange spændende muligheder, som ostetypen rummer. Den opmærksomhed skal vi have bredt ud til de almindelige, madinteresserede forbrugere, og festivalerne er et oplagt sted at komme i dialog med den målgruppe,” siger han.

Nyt bud på klassisk ostefondue

Den første festival i kalenderen er Copenhagen Cooking & Food Festival, som afholdes i København fra den 23. august til den 1. september. Her serverer Ost & ko mandag den 26. august et udvalg af oste til Freja Symposium, en konference om social bæredygtighed i nordisk gastronomi. Blandt oplægsholderne er ostemager og kommende gårdmejeriejer Maria Linea Østergaard.

Dagen efter hylder restaurant Jordnær i samarbejde med Ost & ko og Naturmælks direktør Leif Jørgensen håndværket i de danske oste med ’Ostemagerens middag’. På menuen er bl.a. Jordnærs 2018-vinderret fra Mejeriforeningens konkurrence Danmarks bedste osteret.

At ost også er perfekt til cider bevises til ’Ciderfesten’ på Israels Plads den 30. august, hvor kokken Umut Sakarya fra Guldkroen og Guldgrillen bruger danske oste i en nyfortolkning af den klassiske ostefondue.

Ostevogn i Aarhus

Ugen efter bliver der for alvor rullet det store ostebord frem. Her starter den efterhånden veletablerede og velvoksne Food Festival i Aarhus, hvor mejerierne Arla, Thise, Them, Mammen og Naturmælk hver især stiller op med en eller flere stande.

Ost & ko-kampagnen præsenterer lækkerier fra en ostevogn – fx Restaurant Hærværks version af den klassiske danske ostemad med Thise Mejeris 24 måneders ekstra lagrede Vesterhavsost - og byder desuden på en ’oste-walk’, hvor man med ’et godt glas’ i hånden får en guidet tur rundt til nogle af mejeriernes stande.

Søndag den 8. september kl. 13.30 og 16 tilbydes publikum et lille kursus i smageteknik og de vigtigste parametre til vurdering af ostekvalitet. Seks danske oste er på bordet.

Den 13.-15. september afholdes SPIS! Odense Food Festival og her serverer Ost & ko lørdag den 14. september morgenmad med delikate oste, nye og kendte varianter af mælk, smør og syrnede mejeriprodukter fra danske mejerier. Senere samme dag kan man blive klogere på, hvordan en ost skal smage med osteformidler Rasmus Holmgård fra Ost & ko.

Dagen efter er der inspiration at hente, når en række danske topkokke tryller med bl.a. danske oste i dysten om Schiøtzprisen 2019.

Mere info på nettet:

Om Ost & ko-arrangementer i løbet af sensommeren (og efteråret).

Copenhagen Cooking

Aarhus Food Festival

SPIS! Odense Food Festival

Vil du vide mere?