16. maj 2018

Danbo – nu med BGB-mærke

De første oste med EU’s blå-gule kvalitetsmærke er nu begyndt at dukke op i butikkerne, og samtidig er laboratoriet Eurofins i fuld gang med at certificere de mejerier, som fremstiller Danbo.

Efter adskillige års ventetid lykkedes det omsider: Danskernes foretrukne ostetype, den klassiske Danbo blev i oktober 2017 tildelt EU’s BGB-mærke (Beskyttet Geografisk Betegnelse) – en anerkendelse af ostens unikke kvaliteter og historiske tilknytning til Danmark.

Nu ligger de første oste med den blå-gule EU-mærkat på butikshylderne, og i løbet af sommeren følger flere efter, efterhånden som den gamle emballage bliver brugt op, fortæller sekretær i Producentforeningen for Danske BGB og BOB oste, Lars Johannes Nielsen.

Parallelt hermed er man på laboratoriet Eurofins i Vejen i fuld gang med at certificere de mejerier, som fremstiller Danbo. I alt 12 mejerier er medlemmer af producentforeningen, som i samarbejde med Eurofins står for den løbende kvalitetskontrol af de BGB-mærkede oste. Med den nyvundne status er det fremover et krav, at en Danbo-ost skal være fremstillet i Danmark efter nogle bestemte retningslinjer og leve op til en særlig kvalitet for at kunne kaldes en Danbo.

Stor betydning for producenterne

”Det betyder rigtig meget for de danske osteproducenter, at de nu kan sætte EU’s kvalitetsmærke på Danboen. Det giver noget stolthed, og samtidig sikrer det os mod at udenlandske mejerier begynder at kopiere den klassiske danske ost,” lyder det fra Lars Johannes Nielsen

Han mener, at det nye BGB-mærke i første omgang får betydning for salget af Danbo på det danske marked.

”Det giver mejerierne mulighed for at sætte ekstra fokus på den klassiske danske ost og dens særlige kvaliteter. At knytte noget historie til Danboen og dermed få den placeret i forbrugernes bevidsthed,” siger han.

Mammen: BGB på alle Danbo-oste

Mammen Mejerierne bruger BGB-mærket på alle deres Danbo-oste, fortæller direktør for Mammen Mejerierne Lars Staunsbæk.

”Jeg tror på, at det er et mærke, forbrugerne vil lægge mærke til, og forhåbentlig vil det få mange til at vælge en Danbo frem for andre oste. Fra vores side gør vi en del for at informere om og udbrede kendskabet til BGB-mærket – for eksempel skriver vi om det på emballagen på vores oste, og vi har et billede af mærket på bagklappen af vores lastbiler,” siger Lars Staunsbæk, som selv har deltaget i arbejdet med at få BGB-mærket til både Danablu og Danbo-ostene.

Arla: Stolte over mærket

Hos Arla er mærket allerede sat på nogle af selskabets Danbo-oste, og flere er på vej, fortæller Luise Juel Rasmussen, katagoridirektør for yoghurt og ost.

”BGB-mærket kan bruges på stort set alle Arlas oste fra Riberhus, Klovborg, Castello Tistup og Dejlig Dansk Danbo. Vi er stolte over at kunne sætte mærket på vores Danbo-oste, der er stor en del af mange danskeres hverdags- og morgenmadstraditioner. BGB-mærket kan medvirke til at skabe fornyet opmærksomhed omkring osten, og det betyder, at den kommer i klasse med andre kendte ostenavne i butikkerne. Ligeledes kan det være med til at styrke kvalitetsopfattelsen og historien om ostens unikke oprindelse.”

Medlemmer af Producentforeningen for Danske BGB og BOB oste. Danbo-producenter er fremhævet med fed skrift:
Asaa Andelsmejeri, Them Andelsmejeri, Thise Mejeri, Mammen Mejerierne: Mammen Mejeri og Drøsbro Mejeri, Jernved MejeriNørup Mejeri, Bornholms Andelsmejeri, Arla Foods: Tistrup Mejeri, Høgelund Mejeri, Nr. Vium Mejeri og Taulov Mejeri.

Vil du vide mere?