Ny-start: Morgenmad til unge piger – strategi mod overvægt og forbedring af tarmens mikroflora
En fjerdedel af de unge kvinder er overvægtige. Sandsynlighed for at være normalvægtig synes større, hvis man spiser morgenmad. På trods af dette vælger ca. en tredjedel af de unge kvinder ikke at spise morgenmad regelmæssigt. I dette projekt undersøges effekten af at spise en proteinrig morgenmad i en gruppe af overvægtige unge kvinder, som typisk springer morgenmaden over.
Af: Grith Mortensen
En fjerdedel af unge kvinder er overvægtige, og selvom sandsynligheden for at være normalvægtig er større, hvis man spiser morgenmad, så vælger ca. en tredjedel af de unge kvinder ikke at spise morgenmad regelmæssigt. Endvidere er det vist, at en proteinrig kost er mere effektiv ift. vægttab sammenlignet med lav-protein diæter. Dette kan kædes sammen med proteinrige måltider giver en større mæthed sammenlignet med proteinfattige måltider trods samme energiindhold. Et højt calciumindtag synes også at have en positiv effekt på vægtregulering, ligesom fermenterede mælkeprodukter påvirker tarmens mikroflora positivt. Et fermenteret mælkeprodukt som ’skyr’ forventes at have en gavnlig effekt på vægtregulering, da det har et højt indhold af både protein, calcium og probiotiske mælkesyrebakterier. Dog mangler der længerevarende randomiserede interventionsstudier, som undersøger effekter af at spise skyr til morgenmad.
Formålet med Ny-start-projektet er at undersøge, hvilken indflydelse indtagelse af to forskellige typer morgenmad med samme energiindhold har på krop og helbred i en gruppe af 100 overvægtige unge kvinder over 12 uger. Morgenmaden kommer til at bestå af enten skyr med havregryn eller brød med marmelade og juice.
Hypotesen er, at indtagelse af en proteinrig morgenmad med skyr hver dag i 12 uger vil have en gavnlig indvirkning på helbredsprofilen sammenlignet med indtagelse af en kulhydratrig morgenmad.
I projektet rekrutteres 100 overvægtige, utrænede kvinder i alderen 18 til 30 år, som ved
lodtrækning bliver fordelt i to grupper, der skal spise morgenmad A eller B i 12 uger. Morgenmad A indeholder skyr og havregryn, men morgenmad B består af fuldkornsbrød, marmelade og juice. Morgenmad A og B indeholder den samme mængde energi (kilojoule) og har samme energitæthed (kilojoule/gram). Morgenmaden udleveres gratis til forsøgsdeltagerne. Morgenmaden skal spises
senest 2 timer efter, at forsøgsdeltagerne er stået op.
Før, under og efter forsøgsperioden foretages en række målinger. Der måles højde, vægt, taljeomkreds samt kropssammensætning ved en DXA-scanning. Der indsamles urin-, afførings-, og blodprøver for at undersøge helbredsparametre som f.eks. kolesteroltal, samt laves glukosebelastningstest (blodsukkerstigning efter indtagelse af 75 g kulhydrat). Yderligere skal der løbende udfyldes spørgeskemaer og kostregistreres undervejs i forløbet.
Alt i alt, vil projektets resultater potentielt kunne være med til at positionere mejeriprodukter, som en del af en sund morgenmad.
Projekt: Januar 2020 - August 2022
Budget: 3.857.000 DKK
Finansiering: Mejeribrugets ForskningsFond, Arla Foods, Arla Foods for Health, egenfinansiering fra Aarhus Universitet
Projektleder: Mette Hansen
Institution: Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
Deltagere: Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
Fødevareinstituttet, DTU, Hanne C. Bertram, Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet
Publikationer og præsentationer
Startartikel om projektet er publiceret i Mælkeritidende:
Fariba Ghiamati Yazdi, Line Barner Dalgaard, Qing Li, Hans-Joachim Ruscheweyh, Rebekka Thøgersen, Hanne Christine Bertram, Mette Hansen, Clarissa Schwab (2022). Long-term daily high-protein, drained yoghurt consumption alters abundance of selected functional groups of the human gut microbiota and fecal short-chain fatty acid profiles in a cohort of overweight and obese women. Journal of Functional Foods,Volume 93, 105089, HTTPS://DOI.ORG/10.1016/J.JFF.2022.105089.
L. B. Dalgaard, D. Z. Kruse, K. Norup, B. V. Andersen, and M. Hansen (2024). A dairy-based protein-rich breakfast enhances satiety and cognitive concentration before lunch in young females with overweight to obesity: A randomized controlled cross-over study. J Dairy Sci. 107: 2653-667. https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0022030223020143?via%3Dihub
Faste, brød eller havregryn og skyr fra morgenstunden? Forskere har undersøgt den bedste start på dagen. Politikken 30/1-2024.
De forventede resultater bliver offentliggjort på denne side efterhånden som de fremkommer. Projektets resultater stilles gratis til rådighed.