Debatindlæg i Avisen Danmark 23. april 2023

Har vi glemt sundhed, når vi taler om mad?

Ernæring og sundhed ligger ikke højt nok på den politisk-økonomiske agenda og i samfundsdebatten, men vi har mere end nogensinde brug for at forstå madens rolle for vores sundhed. Det skriver Mejeriforeningens ernæringschef, Merete Myrup, i dette indlæg, der har været bragt i Avisen Danmark.


Når debatten i disse år falder på mad, er det ganske ofte i konteksten klima. Hvilken udledning af drivhusgasser medfører produktionen af vores mad? Vælger du dansk frugt i sæson? Spiser du oksekød eller ej? Og i min verden: drikker du mælk eller plantedrik?

Det, der desværre ikke tales ret meget om, er, hvilke næringsstoffer, der er i vores råvarer og mad, og om vi spiser sundt. Heller ikke selvom madens helt basale formål må være, at vi får den energi og de næringsstoffer, vi har behov for, og at vi bliver mætte.

Der er helt naturligt, at klimaforandringerne, corona’en og forsyningskædernes sammenbrud som følge af krigen i Ukraine påvirker vores adfærd, økonomi og forbrugsmønstre, og dermed også vores valg af fødevarer. Men det har nogle konsekvenser, når de sundhedsmæssige aspekter ved vores kost rykker længere og længere ned på opmærksomhedslisten.

Det går ikke i den rigtige retning med sundheden i Danmark.

Det går ikke i den rigtige retning med sundheden i Danmark. Undersøgelser viser, at vi bliver mere og mere usunde, senest viser rapporten ’Viden om vægtstatus, mad- og måltidsvaner’ udarbejdet af Rådet for sund mad, at danskernes livvidde vokser. Overvægt og diabetes er et problem for os. Flere og flere danskere har ”et usundt kostmønster”.

Med et usundt kostmønster henvises der ikke til specifikke fødevarer, men mere at den samlede kost er sammensat uhensigtsmæssigt i sammenligning med, hvad der anbefales i kostrådene. Vi spiser for eksempel for lidt frugt og grønt, for meget kød og for mange søde sager.

Det kan skyldes mange ting, men jeg mener, at en vigtig forklaring er, at vi ikke får prioriteret ernæring og sundhed højt nok på hverken den politisk-økonomiske agenda eller i debatten - ej heller i medierne. Jeg tror ikke, det er mangel på vilje, men nok snarere manglende viden om, hvad der er det bedste valg, når både klima og sundhed skal tilgodeses.

Maden spiller en vigtig rolle for vores sundhed

Vi har måske mere end nogensinde brug for at forstå madens rolle for vores sundhed - og forstå, at en såkaldt bæredygtig kost ikke kun handler om madens aftryk på miljøet og klimaet, og måden, maden er produceret på, men også handler om, hvordan vores mad bidrager med næringsstoffer og dermed til vores sundhed.

Klimaaftrykket fra vores forbrug - de varer, vi køber, og den mad, vi spiser - skal vi forholde os til, og der er næppe nogen producenter, der ikke arbejder med den presserende opgave.

Men lad os samtidig også opprioritere at tale om sundhed i relation til vores mad og få øget danskernes basisviden om kost og ernæring, så vi ikke i arbejdet med den helt afgørende, fælles klimaindsats, glemmer folkesundheden.

Indlægget kan også læses hos Avisen Danmark via DETTE LINK.