09. januar 2019

”2019 kan blive et vinderår for syrnede mejeriprodukter”

KRYSTALKUGLEN En stigende interesse for en sund fordøjelse kan give et løft til A38 og andre syrnede mejeriprodukter med probiotika, lyder det fra ekspert i fødevaretrends Hanne Harbo.

Flere og flere danskere går op i at få en velfungerende fordøjelse. Samtidig ser man en stigende interesse for sunde mellemmåltider og et ønske om at finde alternative proteinkilder til de kødfrie dage. Tre trends, der giver mejeribranchen en chance for at gøre 2019 til et godt år, siger ekspert i fødevaretrends, Hanne Harbo fra innovations- og kommunikationsbureauet Nørgaard Mikkelsen.
”De seneste år er fordøjelsen kommet højere op på danskernes sundhedsdagsorden på grund af tarmenes betydning for alt fra immunforsvar til humør. Det kan mejeribranchen udnytte, fordi mange mælkeprodukter indeholder probiotiske bakterier, som angiveligt kan påvirke mavens balance og samtidig smager fremragende,” påpeger Hanne Harbo, hvis titel er strategic food planner.
Hun har selv forladt, hvad hun kalder ’skyr-tsunamien’ til fordel for A38.
”Skyr har et lavt fedtindhold og mange proteiner, men A38 kan gøre mere for mig på grund af dens probiotiske bakterier,” siger Hanne Harbo.

’Mejeri som medicin’

På den måde kan man, ifølge hende, tale om ’mejeri som medicin’ til de forbrugere, der går op i at forbedre sundheden via kosten. Her kan mejeriprodukter få en fremtrædende rolle.
”Instinktivt ved vi alle sammen godt, at mejeriprodukter er sunde. Men det er bare ikke blevet fortalt, at eksempelvis gule oste er laktosefrie. Her ligger der en god historie, som bør nå forbrugerne. Lykkes det, vil folk tage budskabet til sig, efterhånden som de eksponeres for det,” fastslår Hanne Harbo.
Ringere bliver det ikke af, at yoghurt, ost og mælk af mange forbindes med velsmag. For i 2019 vil vi både styrke sundheden og samvittigheden - og dermed kommer der øget fokus på nydelse.
”Healthy seduction (sund forførelse, red.) var en dominerende trend i 2018. Det bliver den også i år, fordi det sunde skal være lækkert, og det lækre skal være sundt,” understreger Hanne Harbo.

Lav barriere

Endvidere kan mejerierne i høj grad imødekomme forbrugere på udkig efter alternativer til kød, da ost kan levere proteiner, fylde og umamismag. Som eksempler nævner Hanne Harbo feta i salater samt paneer og halloumi som hovedingredienser:
”Ud over velsmagen har ost teksturen til at substituere kød. Og da vores danske smagsløg er kodet mod mejeriprodukter, er barrieren mellem de to produkter lav.”
Tendensen til at erstatte hovedmåltiderne med flere små mellemmåltider kan øge interessen for drikkeyoghurter og diverse kulturprodukter i bægre og små portioner, hvis det lykkes mejeribranchen at slå på deres sunde sider. Det aspekt skal også dyrkes for andre mejeriprodukter. 
”Kan man få mejeriprodukter med på bølgen af clean eating (naturlige fødevarer uden tilsætningsstoffer, red.) og bæredygtighed, er man på vinderkurs. Derfor har mejeribranchen en oplagt mulighed for at kommunikere langt mere om dens produkters sunde fornuft og ernæringsmæssige fordele, end man har gjort hidtil,” siger Hanne Harbo.
Hun opfordrer til optimisme.
”Det store fokus på at sige farvel til kødet, veganerbølgen og dyrevelfærd i 2018 har gjort mange i fødevarebranchen bange og fået dem til at føle sig stækket. Men det kan blive til en fordel for mejerierne, hvis de forstår at være proaktive og lave en fordelskommunikation, der fortæller om alt det gode ved mejeriprodukter. De opfattes grundlæggende som naturlige, er en forankret del af vores spisevaner og har – modsat kødbranchen – stort set undgået debatten om dyrevelfærd og klima,” forklarer Hanne Harbo.

 
Ekspert i fødevaretrends Hanne Harbo
mener, at mejeribranchen bør kommunikere
langt mere om dens produkters sunde fornuft 
og ernæringsmæssige fordele.

Vil du vide mere?