29. juni 2020

Mere dyrevelfærd i køledisken

Med det nye hjertemærke på mælk og andre fødevarer er det blevet nemmere at købe produkter med sikkerhed for god dyrevelfærd, lyder det fra Landbrug & Fødevarer. Organisationen står bag en kampagne, som skal øge forbrugernes viden om mærket.

I 2017 lancerede Miljø- og Fødevareministeriet et statskontrolleret Dyrevelfærdsmærke på danske fødevarer. Først på gris, derefter på kylling og for nylig blev okse/kalvekød og mælk/mejeriprodukter omfattet af ordningen, der klassificerer dyrevelfærd med et, to eller tre hjerter.

Mærket har efterhånden fået en fin udbredelse, men i L&F vil man gerne medvirke til at endnu flere forbrugere bliver opmærksomme på ordningen. Derfor kører organisationen i øjeblikket en kampagne under overskriften ’Noget på hjerte’, på vegne af mejeri-, oksekøds- og grisekødssektoren, fortæller afdelingsleder Mette Jasper Gammicchia i Afsætning, Ernæring & Markedsudvikling, L&F.

Mere overskueligt for forbrugerne

”Det nye dyrevelfærdsmærke omfatter også konventionelle producenter, hvilket i sagens natur giver forbrugerne et langt større udbud af fødevarer med sikkerhed for god dyrevelfærd at vælge i mellem. Mærket kan forhåbentligt bistå forbrugerne til et bedre overblik over de forskellige niveauer for dyrevelfærd, når de står ved køledisken,” siger hun.

”Ud over at det bliver nemmere at orientere sig på indkøbsturen, giver hjertemærkerne også forbrugerne en mulighed for at påvirke producenterne. Det er i virkeligheden ret simpelt: Jo flere, der er villige til at købe fødevarer med høj dyrevelfærd, des større bliver udbuddet i køledisken,” siger Mette Gammicchia.

Hun pointerer samtidig, at det nye statslige bliver bakket op af både landbrug, fødevareindustri og detailhandel, hvilket er ret unikt i en international sammenhæng.

Læs mere om kampagnen

Om dyrevelfærdsmærket og L&F’s kampagne
L&F’s guide til de forskellige dyrevelfærdsmærker i Danmark

Vil du vide mere?