Arla skaber mere værdi med ostevalle

Ostevalle blev tidligere brugt til gødning eller grisefoder, men i dag er vallen i nogle tilfælde mere værd end osten selv. Ved at omdanne valle til proteinpulver udnyttes alle dele af råvaren bedre.

Bæredygtighed
Ernæring
Klima
Internationalt
Mejeri
Protein
Valleproteiner

Valleprotein udvindes af den valle, der bliver tilovers, når man producerer ost, og man har fundet ud af at bruge proteinet til at øge næringsindholdet i almindelige fødevarer til gavn for eksempelvis spædbørn og underernærede ældre.

Arla Foods Ingredients har været med til at udvikle teknologien til at udvinde vallens protein og er i dag blandt de førende i verden inden for udviklingen og forædlingen af fødevarer med valleprotein.

Valle har høj ernæringsværdi

Når valle er i høj kurs, skyldes det først og fremmest, at vallen er en kilde til næringsstoffer, der styrker menneskets sundhed ved at være rig på protein af meget høj kvalitet, ligesom den indeholder mineraler og mælkesukker.

Proteinet kan tilsættes almindelige fødevareprodukter for at opnå et højere nærings- og proteinindhold, men kan også anvendes ved decideret underernæring eller til at stabilisere diabetikeres blodsukker.

Derudover er udnyttelsen af valleprotein et eksempel på Arla Foods’ arbejde med at udnytte biprodukter og reducere spild fra produktionen. Faktisk har arbejdet med at udnytte vallen været i gang siden 1980’erne, hvor man for alvor kunne højne proteinindholdet og reducere fedtindholdet i udvalgte mejeriprodukter som yoghurt, flødeost og skyr.

Del af kampen mod hungersnød

Site Director for Arla Foods Ingredients Danmark Protein, Erik Vesløv, fortæller, at vallen også er værdifuld i lavindkomstlande, hvor udfordringerne med under- og fejlernæring er store. Her arbejder Arla med det, der betegnes som affordable food – fødevarer, der er til at betale for lokalbefolkningen.

Her er det i høj grad vallens mineral- og laktoseindhold, der stadig findes i vallen, når det meste protein er udvundet, som er særlig interessant.

”Når vi kan udnytte vallen til både forædlede protein- og laktoseprodukter og affordable food, har vi en unik mulighed for at udnytte alt det gode i vallen. Det kan anvendes i alle mulige produkter og på mange markeder, samtidig med at vi imødekommer et markant behov i de allerfattigste lande for fødevarer, der giver tilstrækkeligt med essentielle vitaminer, mineraler og mikronæringsstoffer,” siger Erik Vesløv.

Dette fokus på optimal udnyttelse af ressourcer bliver stadig mere relevant, når op mod 10 milliarder mennesker 2050 skal brødfødes, samtidig med at klimatrykket på planeten skal lettes markant.

”Netop for at udnytte fødevarerne bedre og bekæmpe sult og hungersnød går vi ind i forskellige udviklingsprojekter for at udbrede produkterne, eksempelvis sammen med ’Læger uden Grænser’,” siger Erik Vesløv.

Om valle

I 2018 stod vallen for over 20 pct. af Arlas samlede indtjening. Det betyder, at proteinerne fra ostevalle i dag er en af Arlas mest populære produkter, der overhaler de almindelige mejeriprodukter som ost, mælk og yoghurt i forhold til indtjening.

Denne artikel er udarbejdet som en del af Mejeriforeningens kampagne ’Mejerisektoren og bæredygtighed’, som er finansieret med støtte fra den Europæiske Union.

Mærkevarer gav fremgang i Arlas omsætning

Lurpak, Arla-brandet og Puck var med til at øge Arla Foods’ omsætning i 2019, som landede på EUR 10,5 mia.

Læs mere

Veganske produkter ragede op på øko-messe

Bæredygtig emballage og veganske efterligninger af mejeriprodukter var de to dominerende trends på årets Biofach i Tyskland, fortæller chefkonsulent Ejvind Pedersen, L&F. Eneste danske mejeri på den internationale økologimesse var Thise Mejeri, som promoverede tre nye grubeoste for sine faste eksportkunder.

Læs mere

’Frisk, dansk mælk smager bare bedre’

Postevand, rugbrød og mælk er de tre ting, danskerne savner mest, når de tager på ferie i udlandet. En madhistoriker forklarer, hvorfor det særligt er mælk og rugbrød, vi har svært ved at undvære.

Læs mere