01. januar 2016

Luksusmælk vokser i Kina

TREND Europæisk UHT-mælk har fundet en kinesisk niche, som vokser eksplosivt. Den suppleres nu med frisk mælk fra Australien, som skal sælges til 35 kr./liter

Kineserne har stille og roligt fået smag for mælk. På trods af forskellige forureningsskandaler er forbruget over de seneste 10 år stabiliseret på knap 10 kg. pr. indbygger ifølge det italienske statistikbureau CLAL. Baggrunden er stigende velstand, hvor flere får råd til at betale det, der svarer til 8-10 danske kroner for en liter UHT-behandlet mælk produceret i Kina.

Udviklingen har samtidig åbnet en niche for udenlandsk mælk. Importen af UHT-mælk er således steget fra 8.000 ton i 2010 til knap 150.000 ton i 2013. Stadig flere kinesere er altså klar til at ofre mellem 13 og 18 kr. for en liter mælk, der må betegnes som luksus i kinesisk sammenhæng. Mælken er typisk produceret i Tyskland, der sidder på godt halvdelen af det kinesiske importmarked for UHT-behandlet mælk.

Arla Foods er storspiller

Selvom importen fortsat må betegnes som en niche, der samlet svarer til en tredjedel af det danske konsummælksforbrug, så følger mange mejeriselskaber nøje med i de tre-cifrede vækstrater. Det gælder også Arla Foods, som sidder på en tredjedel af den tyske eksport via koncernens tyske mejerier. Her tror man på endnu mere.

”Mælk har grundlæggende et enestående image i Kina - først og fremmest når det gælder ernæring til børn. Samtidig har rige kineseres bekymring over fødevarekvaliteten åbnet for udenlandske produkter med høj troværdighed, og her har vi et godt navn,” siger Frede Juulsen, Senior Vice President i Arla Foods med ansvar for det kinesiske marked. De høje priser betyder samtidigt, at markedet for mælk i kvart liter-kartonner vokser.

”Det skulle være populært at give en karton med 250 ml. mælk som gave – typisk til børnefamilier,” siger Frede Juulsen, som bekræfter, at de små kartonner udgør en stadig stigende andel af eksporten.

Frisk mælk med fly

Andre mejerier har tilsvarende bemærket det eksklusive kinesiske mælkemarked. Senest har australske Norco fået en aftale med de kinesiske myndigheder, som gør det muligt dagligt at flyve frisk mælk fra Sydney til Shanghai. En fælleskontrol af mælken har reduceret kvalitetskontrollen til seks dage, så mælken kan være i butikkerne ni dage efter malkningen. Norcos andelshavere er begejstrede over den nye aftale, hvor mælken sælges til mellem syv og ni dollars – mellem 35 og 45 danske kroner - for en liter i Shanghais butikker.

”Dette åbner døren for en pipeline af frisk mælk til kinesiske forbrugere, hvor vi har kapacitet til 20 mio. kg. over de næste 12 måneder,” siger formand for Norco, Greg MaNamara, i en pressemeddelelse. I første forsendelse havde flyveren 4.500 liter med.