01. januar 2016

Afrika frister mejerierne

POTENTIALE Ny rapport slår fast, at afrikansk vækst kalder på større import af mejeriprodukter. Arla Foods er i fuld gang med flere strategier.

En milliard forbrugere i Afrika nævnes ofte som et potentielt vækstmarked for mejeriindustrien. Den seneste russiske handelsembargo har næppe mindsket interessen. Og ifølge en ny rapport, ’Dairy Markets in Africa’, giver det god mening.

Mejerianalytiker Preben Mikkelsen (PM Food & Dairy Consulting) samler i rapporten op på en række positive markedsaspekter med voksende befolkninger, stadig større middelklasser samt generel økonomisk vækst i omegnen af fem pct. Dette står over for politisk uro, naturkatastrofer og sygdomsepidemier. Selvom det er svært at generalisere om det kæmpestore kontinent, så peger udviklingen i de senere år samlet i den rigtige retning for mejeriindustrien.

”Fra 2010 til 2013 steg det samlede forbrug af mejeriprodukter med 17 pct. til ca. 54 mia. kg. Og det har været på trods af international finanskrise og uro i flere områder,” siger Preben Mikkelsen, som i rapporten forventer en vækst til 60 mia. kg i 2020. Hovedparten af det stigende forbrug bliver baseret på større import.

De store mejeriselskaber med Nestlé, Danone og Friesland Campina i spidsen har allerede etableret lokale produktioner, som i Sydafrika og til dels også i de nordafrikanske lande er baseret på lokalproduceret mælk. Syd for Sahara (Subsahara) har landene til gengæld hverken kølekæder eller tradition for at forarbejde mælken på mejerier.

Arla: To strategier i Afrika

Arla Foods er også med på den afrikanske vogn og annoncerede for nylig, at man er i forhandlinger om overtagelse af det egyptiske mejeriselskab Arab Dairy.

”Vi har givet et ikke-bindende købstilbud og går nu i gang med en grundig vurdering af regnskaber, produktionsfaciliteter og alt andet med betydning for prisen og vores engagement,” siger Rasmus Malmbak Kjeldsen, som er Senior Vice President med ansvar for Mellemøsten og Afrika. Hvor Nordafrika og Mellemøsten allerede er kendte markeder for Arla Foods, så er landene syd for Sahara mere jomfruelige.

”Vi opererer med to overordnede strategier for de to områder – og opdeler igen Subsahara i flere områder. Mens de nordafrikanske lande har tradition for både ost og smør, er udgangspunktet i Subsahara mælkepulver,” siger Afrika-chefen.

Målrettet produktudvikling

En af Arlas større satsninger er i Nigeria, hvor man blandt andet har etableret et lokalt pakkeri i et såkaldt containermejeri.

”Men vi vil godt mere på sigt og arbejder med forskellige typer produktudvikling – både af pulver, spread og måske nogle færdige grødmix, hvor mælken er tilsat,” siger Rasmus Malmbak Kjeldsen.

I Arla Foods er man opmærksom på de forskellige udfordringer og usikre forhold, der er i Afrika.

”Vi gør naturligvis alt, hvad vi kan for at minimere risiciene – blandt andet ved at indgå i partnerskaber med lokale producenter og distributører, som kender markedet rigtig godt,” lyder det fra Rasmus Malmbak Kjeldsen. Arla Foods forventer at runde en Afrika-omsætning på 4 mia. kr. i indeværende år med håb om at vokse til 6 mia. kr. i 2017.