01. januar 2016

Stigende forbrug af mejeriprodukter i Kina

VÆKSTMARKED Kinas import af mælkepulver er faldet dramatisk i år. Men forbruget af mejeriprodukter i det store land er stigende, og Arlas Asien-chef ser optimistisk på de fremtidige markedsmuligheder.

Mange peger på Kina som årsagen til den aktuelle krise på verdensmarkedet. Da storimportøren af sødmælks- og skummetmælkspulver i løbet af sommeren 2014 skar kraftigt ned på sine udenlandske indkøb, udløste det prisfald, som har præget de globale mejerimarkeder siden. Arlas chef i Asien, Jesper Colding, er dog ikke i panik. Han oplever fortsat stigende popularitet for mælk og mejeriprodukter på det kinesiske marked, og Arla Foods har førertrøjen på blandt de udenlandske selskaber i flere produktkategorier.

Importen faldet en tredjedel

Arla-direktøren er dog helt med på, at indkøbslysten blandt kinesiske importører har været sløj i de seneste måneder. Sødmælks- og skummetmælkspulver – som anvendes i rekombinerede produkter som modermælkserstatning og UHT-mælk - udgør rygraden i importen. I årets første kvartal var importen af de to hovedprodukter hhv. indeks 50 og 62 i forhold til samme periode 2014, mens den samlede import af mejeriprodukter var på indeks 70. ”Forklaringen er primært lagerforskydninger, fordi lagrene har været overfyldte efter meget store indkøb de seneste år, hvor de store selskaber ville sikre sig mod en mangelsituation,” siger Jesper Colding på en direkte telefonforbindelse fra Beijing. ”Endvidere har lavere væksttal givet en større forsigtighed i flere dele af økonomien. Når virksomheder og forbrugerne bliver forsigtige, er dyre luksusvarer blandt de første som rammes,” lyder det. Og mejeriprodukterne hører fortsat til i den dyre ende af kinesiske fødevarer.

Forbruget vokser

”I store byer med voksende middelklasser vinder mælk og mejeriprodukter stigende udbredelse som hverdagsprodukter. Det store flertal af forbrugerne oplever dog fortsat mælk som en luksus, der ofte anvendes til gaver,” forklarer Jesper Colding. Totalforbruget af mejeriprodukter er volumenmæssigt vokset omkring 1–1,5 pct. det seneste år. Det er noget lavere end tidligere vækstrater, så gennemsnitsforbruget er stadig ganske lavt. Men Arla-chefen tror på en højere forbrugsfrekvens og en øget volumen pr. indbygger. ”Det vil komme til at ske, for mejeriprodukter ses indiskutabelt som et bidrag til en sund livsstil. Det gælder både i de officielle anbefalinger og blandt forbrugerne,” fortæller direktøren, som blandt andet henviser til præsident Ji Jinpinh, som i 2006 udtalte, at det var hans drøm, at alle kinesere kunne få råd til at drikke et glas mælk hver dag. Rammerne til et større forbrug er på plads i et distributionsnet, der er udviklet betydeligt i de seneste år. ”Mere end en mio. fødevarebutikker har i dag mælk på hylderne, samtidig med at vi ser en eksplosiv stigning i salg af mælk på nettet, hvor Kina forholdsmæssigt er det land i verden med den største e-commerce. Det betyder, at selv landsbyer i fjerne egne kan få leveret mælk med posten,” siger Jesper Colding.

Arla vokser fortsat

Arla spiller på to heste i Kina dels som eksportør af produkter fra Europa , dels som medejer af Mengniu, hvor selskabet har seks pct. af aktierne. Danone har 9,9 pct., og resten ejes af det statslige fødevareselskab Cofco. Et samarbejde, som blandt andet giver Arla adgang til Mengnius distributionsnet. Med Danones syrnede produkter har de tre samarbejdspartnere en stærk produktportefølje, som har været i konstant vækst. Det gælder også årets første kvartal, hvor Arlas eksport af færdigproducerede mejeriprodukter i højpriskategorien er vokset med to-cifrede rater i forhold til 2014, idet kineserne især har fået smag for pizzaost og mozzarella. Salget af flere UHT-mælkeprodukter – blandt andet smagstilsatte versioner – er ligeledes vokset, hvilket opvejer et mindre fald for pulverprodukterne. ”Vi er inde i en positiv udvikling og arbejder hårdt på at nå målet om at være markedsledende, når det gælder import af færdigprodukter som smør, ost og UHT-produkter,” slutter Jesper Colding.