01. januar 2016

Mejeripriser gik mod strømmen

GLOBALT Mens prisen på fødevarer i gennemsnit faldt med 4,4 pct. i 2013, steg priserne på mejeriprodukter med 28 pct. Det viser FAO’s globale fødevareprisindeks.

Mejeriprodukter blev dyrere. Kød holdt niveauet. Sukker, korn og planteolie faldt markant.

Sådan udviklede de globale gennemsnitspriser sig i 2013 for de fem produktkategorier, som udgør FAO’s fødevareprisindeks. Indekset viser tendensen i de globale fødevarepriser, som henover kalenderåret samlet faldt med 4,4 pct.

Forklaringen på prisfaldene er ifølge FAO en stor råvareproduktion med gode høstresultater, når det globale udbytte tælles sammen. Kornproduktionen (hvede, ris og majs) på 2.502 mio. ton slog eksempelvis rekorden fra 2012 med hele 8,5 pct., hvilket udløste et prisfald på 23 pct. i 2013.

Kød oplevede en beskeden stigning på 0,4 pct., idet oksekød klarede sig bedst med svagt stigende priser, mens svine- og fårekød trak ned, og kylling var uændret. Eneste produktgruppe, som for alvor gik mod strømmen, var mejeriprodukterne

Mejeriprodukter steg 28 pct.

Gennemsnitsprisen på skummetmælkspulver, sødmælkspulver, smør og ost steg med hele 28 pct. fra januar 2013 til januar 2014.

”Priserne steg som følge af den betydelige stigning i efterspørgslen i Asien, Mellemøsten og Rusland. Da det kræver store investeringer og højteknologiske løsninger at øge produktionen af mejeriprodukter, tyder det på et stabilt marked i lang tid,” forklarer Michael Griffin, markedsekspert for kød- og mejeriprodukter i FAO, i et interview på FAO’s hjemmeside. Han forklarer yderligere, at udbuddet af mejeriprodukter reagerer langsomt på prisstigninger som følge af den begrænsede tilgang af malkekøer, der er en stopklods for at øge råvareudbuddet.