01. januar 2016

EU's smørpriser er tæt på verdensmarkedet

PRISUDVIKLING Smørmarkedet har været ganske turbulent de seneste måneder med stigende priser på verdensmarkedet og faldende priser i EU.

De europæiske smørproducenter fik gode afregninger i 2013. En cocktail bestående af toldbeskyttelse, høj kvalitet og begrænset import fra de store spillere som New Zealand og USA gav en solid merpris i forhold til resten af verdensmarkedet.

Den fest er imidlertid ved at være slut. Siden udgangen af 2013 er forskellen indsnævret markant, idet EU-priserne er faldet i takt med en stigende produktion, så de nu er tæt på at tangere niveauet for verdensmarkedspriserne.

”Det åbner op for, at EU kan bevæge sig ud på eksportmarkederne igen, nu hvor produktionen i EU er stigende som følge af den sæsonbetingede stigning i mælkeindvejningen,” forklarer Kristian Svendsen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.

Han pointerer samtidig, at der i øjeblikket køres smør på lager, selvom støtten til privatoplagret smør i EU er ophørt.

”Markedet forsøger på den måde at regulere sig selv ved at gemme smør til salg senere på året, hvor produktionen falder igen,” siger Kristian Svendsen.

Verdensmarkedet stiger

Mens EU-priserne er faldet, er spændet i verdensmarkedspriserne mellem de forskellige udbydere og kvaliteter blevet mindre i de seneste måneder. Samtidig er gennemsnitspriserne steget. Udviklingen skyldes primært, at New Zealand har haft travlt med at afsætte smørfedtet i sødmælkspulver til det kinesiske marked fremfor smør. Det kan blandt andet aflæses på GDT-auktionen, hvor newzealænderne afsætter deres overskudssmør.

”Udbuddet har været begrænset, og derfor er priserne steget, hvilket også gælder kontrakter for det kommende halvår – dog med undtagelse af de korte kontrakter for marts,” forklarer Kristian Svendsen.

En stigende amerikansk eksport, hvor 11 pct. af smørfedtet nu afsættes på eksportmarkederne, har altså ikke lukket hullet efter newzealænderne.