01. januar 2016

Aldi banker atter mælkeprisen ned

PRISKRIG Discountkæden udnytter stærk forhandlingsposition på presset tysk mejerimarked.

Aldi har igen sat de tyske detailhandelspriser under pres. Efter at have afsluttet de halvårlige kontraktforhandlinger med mejeriselskaberne, kunne Aldi Süd og Aldi Nord den 5. november annoncere en prisnedsættelse på 10 cent på en liter let- og sødmælk i UHT-kvalitet.

De to Aldi-kæder er selvstændige virksomheder med et samarbejde omkring visse varemærker samt med en klar opdeling af både det tyske hjemmemarked og resten af verden. De er dog ikke gået lige langt i forhold til prisnedsættelserne. Aldi Nord har således kun nedsat de to anførte produkter, mens Aldi Süd har sænket priserne på flere friske mælkeprodukter samt andre mejeriprodukter som kondenseret kaffemælk, kakaomælk, creme fraiche m.m.

Lidl var ikke sen til at følge efter de to konkurrenter, idet kæden allerede dagen efter annoncerede tilsvarende prisfald på fire centrale mejeriprodukter. Det samme gjaldt REWE-kæden, mens de øvrige store kæder (Edeka, Penny og Netto) ikke ændrede priserne i første omgang. De seneste tyske prisjusteringer kan ses på hjemmesiden www.discounter-preisvergleich.de.

Ekspert ikke overrasket

”Der er selvfølgelig forskel i kædernes prispolitik på de enkelte produkter og deres forhandlingsresultater med de forskellige leverandører. De rene discountkæder starter typisk prisjusteringerne, og så følger de øvrige supermarkeder efter, når de forhandler kontrakter lidt senere,” forklarer Roland Sossna, chefredaktør for det tyske International Dairy Magazine.

At prisreduktionen kommer nu, overrasker på ingen måde den tyske mejeriekspert. ”Optakten til kontraktforhandlinger har jo været nærmest perfekt for detailkæderne med stigende mælkeproduktion og mejerier, som er pressede på grund af Ruslands-embargoen og den faldende kinesiske import,” siger han.

Aldis og Lidls prisnedsættelser gælder også de øvrige europæiske markeder herunder Danmark. Efter et par ugers betænkningstid har flere danske kæder også sænket prisen på flere konsummælksprodukter.